Danmarks Indsamling 2011 endte med hele 87 mio. kr. til Afrikas unge

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Da Danmarks Radio 14 minutter over midnat natten til søndag lukkede aftenens store TV-show til fordel for Afrikas unge, kunne værterne konstatere, at der helt præcis var indkommet 87 millioner 18 tusind og 13 kr. (87.018.013 kr.) – hvilket er ny rekord, hvis man ser bort fra den ekstraordinære situation sidste år, da halvdelen af pengene gik til ofrene for jordskælvet i Haiti.

Op til lørdagens afsluttende indsamlingsaften på TV sagde DRs indsamlingsansvarlige, at målet var at komme over de 72 mio. kr., som var resultatet i sidste normale indsamlingsår (2009). Det tør siges at være nået. Det endelige resultat, når alt er gjort op, ventes oven i købet at havne på 90 til 95 millioner – mod et slutfact på 80,4 mio. for 2 år siden.

Det blev en begivenhedsrig aften, da flere ugers intense Danmarks Indsamling 2011 blev afsluttet med talrige opfindsomme og utraditionelle indslag og optræden af kendte danske musikere på TV.

Brødrene Price arrangerede folkekøkken og moderne dansk kunst blev solgt ved en velgørenhedsauktion. For bare at nævne en smule af, hvad der foregik i Tapperihallerne i København.

UNGE ER HÅB

Pengene bliver nu fordelt på 12 velgørende organisationer og vil blive brugt på projekter, der skal hjælpe Afrikas ungdom – konti-nentets fremtid.

– Unge repræ-senterer håb og mod. Men på et kontinent, hvor uddannelse er svær at få, ledigheden ekstrem og dødeligheden høj, har Afrikas unge brug for en hjælpende hånd. Det vil Danmarks Indsamling være med til at give dem, så de unge selv kan skabe det nye Afrika, siger talsmand for Danmarks Indsamling Line Grove Hermansen.

De godt 87 millioner skal bl.a. sikre bedre uddannelse til unge i Etiopien og bedre oplysning om hiv/aids i Zambia (se mere neden for).

TIDLIGERE ÅRS RESULTATER

“Danmarks Indsamling” indbragte 55,2 mio. kr. i 2007 under overskriften “stop aids i Afrika”. I 2008 hed temaet “bekæmpelse af børnedødelighed i Den 3. Verden” og der indkom 64,8 mio. kr.

I 2009 indkom 72 mio. på selve showaftenen og 80,4 mio. var i hus, da det endelige resultat var gjort op. Temaet var Afrikas familier.

Sidste år slog alle rekorder, da indsamlingen faldt umiddelbart efter jordskævet i Haiti og resultatet blev delt ligeligt mellem en indsats for de mange ofre i den caribiske ø-nation og projekter til fordel for Afrikas kvinder. Slutsummen havnede på 132 mio. kr.

ROS FRA STORT DAGBLAD

Samtidig skrev dagbladet Politiken lørdag på lederplads op til aftenens TV-show, at “underholdning og fattigdom er måske ikke det mest passende match. Men det virker. Og det er sådan set det vigtigste”.

Og videre:

“I dag er det femte gang, Danmarks Indsamling løber af stabelen, og kritikken er forstummet. Med rette. For Danmarks Indsamling har vist sig som en kæmpe gevinst – i mere end en forstand. For hvert år har vi overgået os selv og doneret et stadig større beløb.

Med sin brede appel har Danmarks Indsamling skabt opmærksomhed om afrikanske forhold uden den store dramatik og formået at sætte fokus på store udviklingsproblemer i Afrika som børnedødelighed, kvinders placering i samfundet og, som i år, unges muligheder for at skabe sig en fremtid.

Det, som den statslige bistand af gode grunde har svært ved at skabe, nemlig den folkelige forankring og personlige engagement, er lykkedes for Danmarks Indsamling. Og det er måske den største gevinst over-hovedet”, anfører Politikens lederskribent.

Se også telegrammet
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/28-01-11/danmarks-indsamling-2011-vil-vi-kun-se-ofre-hellig

DE 12 PROJEKTER HELT KORT

Mellemfolkeligt Samvirke:
Tanzania (Østafrika): Indflydelse til unge kvinder
Unge kvinder har ret til både sundhed og uddannelse. Det vil MS hjælpe dem med at opnå, samtidig med, at kvinderne støttes i at skabe økonomisk udvikling.

Læger uden Grænser (MSF):
Zimbabwe (sydlige Afrika): Seksuel- og kønsbaseret vold
MSF vil give medicinsk og psykologisk hjælp til personer, som har været udsat for seksuel og kønsbaseret vold. Hovedparten er mellem 12 og 25 år.

SOS Børnebyerne:
Etiopien (Østafrika): Bedre uddannelse – bedre fremtid til Etiopiens unge
Forbedring af uddannelse for unge skal sikre, at flere unge gennemfører de afgørende sidste klasser af grundskolen, som er en forudsætning for at læse videre og øger unges muligheder for at klare sig som voksne.

Dansk Røde Kors:
Guinea Conakry (Vestafrika): Unges livsvilkår inden for reproduktiv sundhed
Unge mænd og kvinder, især teenagepiger, skal have en bedre reproduktiv sundhed. Det handler om retten til at bestemme over egen krop, om sikre fødsler, undervisning i familieplanlægning, prævention, hiv/aids og kønssygdomme samt de negative konsekvenser af tidlige graviditeter og omskæring af piger.

Dansk Flygtningehjælp:
Somaliland (Somalia) (på Afrikas Horn): Opbygge et positivt eksistensgrundlag
I dag flygter tusindvis af unge fra Somalia. Flygtningehjælpens projekt skal give de unge et alternativ til at deltage i landets blodige konflikt eller til at sætte deres liv på spil ved en risikabel flugt fra landet. De unge skal styrkes i dialog og sammenhold, til uddannelse og arbejde, så de kan skabe nye muligheder for sig selv.

Folkekirkens Nødhjælp
Zambia (sydlige Afrika): Forbedret fødevaresikkerhed og ernæring for unge
Landets unge rejser ofte fra landet og ind til byerne i håb om der at kunne skaffe sig en tilstrækkelig indkomst. Det lykkes desværre sjældent. Nødhjælpens projekt vil øge de unges mulighed for at blive på landet, bl.a. ved at tilbyde dem kurser i innovative landbrugsmetoder samt ernærings- og kostvejledning.

CARE Danmark
Iværksætteri skal løse konflikter i Niger (Vestafrika)

Projektet vil skabe iværksættere ud af de unge i den konfliktfyldte region Diffa, og på den måde sikre mere fred i landet. De unge vil eksempelvis lære regnskab og få mulighed for at realisere drømmen om en lille forretning ved at komme i spare-låne-grupper. De vil også lære om konflikthåndtering, og hvordan de kan få indflydelse ved at danne sociale netværk og deltage i lokalpolitik. 


BØRNEfonden
Togo (Vestafrika): Skolegang uden vold
Mange lærere i Togo kender ikke andre alternativer end at benytte sig af voldelige metoder som en del af undervisningen. Fonden vil lære de unge at beskytte sig selv bedre mod vold og uddanne skoleledere, forældre, lærere, håndværksmestre m. fl. i alternative og ikke voldelige metoder i undervisning og i børneopdragelse.

IBIS
Liberia (Vestafrika): Håndværksuddannelse til unge
Projektet ”I gang med fremtiden” skal give unge kvinder og mænd, der lige nu lever uden uddannelse i det skrøbelige og krigshærgede land, en grundskole- og håndværksuddannelse, så de kan skabe sig en indkomst, forsørge sig selv og få en bedre fremtid.

ADRA Danmark
Rwanda (Centralafrika): Unge skaber fred
Projektet giver unge i det lille land, der blev verdenskendt for folkedra-bet i 1994, redskaber, som hjælper dem i freds- og forsoningsarbejdet i et meget konfliktfyldt samfund. Samtidig lærer de unge at tage ansvar for deres egen fremtid som borgere i det nye Afrika.

Red Barnet
Etiopien (Østafrika): Beskyttelse mod børnearbejde og migration
Vil beskytte udsatte børn og unge i Etiopien fra farligt børnearbejde og migration, og desuden give de unge praktiske færdigheder gennem uddannelse.

UNICEF Danmark
Zambia (sydlige Afrika): Ungdomscentre + Brothers for Life
Med projektet vil der blive etableret nye ungdomscentre for Zambias meget unge befolkning. I centrene kan de unge lære generelle life skills og få information om hiv/aids. Desuden vil UNICEF gennem kampagnen ”Brothers for Life” forsøge at ændre opfattelsen af manderollen hos unge mænd og gøre dem mere ansvarlige partnere, fædre og ledere.

————
Man kan læse meget mere om Danmarks Indsamling 2011 på
http://www.dr.dk/DR1/Danmarksindsamling
Og her om TV-aftenen time for time
http://www.dr.dk/DR1/Danmarksindsamling/Artikler/20110128140605.htm