EU til Gaddafis Libyen: Stop volden og overgrebene på civile

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

På mandagens EU-udenrigsministermøde i Bruxelles var der enighed om i klare vendinger at fordømme de libyske myndigheders undertrykkelse af fredelige demonstrationer, at tage skarpt afstand fra anvendelsen af vold og at opfordre myndighederne til at indlede dialog med befolkningen om dennes ønsker om reform.

Udenrigsministrene var ligeledes enige om hurtigst muligt at intensivere støtten til reformprocesserne i Egypten og Tunesien. Danmark lagde i den forbindelse vægt på støtten til civilsamfundsorganisationer og NGOer, som et vigtigt led i at sikre et reelt rodfæstet demokrati.

EU’s udenrigsministre vedtog ligeledes rådskonklusioner, som under-streger EU’s arbejde for at fremme og støtte religions- og trosfrihed og samtidig åbent og klart fordømmer de overgreb mod kristne, som der har fundet sted på det seneste.

Udenrigsminister Lene Espersen (K):

– Jeg finder den seneste udvikling i Libyen helt uhyrlig. Derfor var det også vigtigt, at EU’s udenrigsministre i dag var enige om at tage klart afstand fra de libyske myndigheders håndtering af de folkelige protester. Vi ser nu også demonstrationer med krav om demokrati og reformer andre steder i Mellemøsten, herunder i Bahrain og Yemen.

– De arabiske ledere er simpelt hen nødt til at lytte til deres befolkninger, gå i dialog med dem og gennemføre reformer, i stedet for at møde dem med undertrykkelse.

Udenrigsministeren understregede vigtigheden af, at EU hurtigt får leveret konkret støtte til reformprocesserne:

– Det er vigtigt, at vi hurtigt får omsat vore politiske løfter til konkret handling. De der støtter demokrati og reformer skal vide og mærke, at EU står bag dem. Selv er jeg meget optaget af, at vi styrker støtten til de mange civilsamfundsorganisationer og NGO’er, der fører an i kampen for demokrati.

– Et aktivt og velfungerende civilsamfund er en forudsætning for, at demokratiet kan slå rod. Vi håber, at vi med de gode erfaringer vi har fra vores eget Program for Demokrati og Reform positivt kan præge den udvikling, der nu er i gang.

Endelig vedtog udenrigsministrene rådskonklusioner om religions- og trosfrihed. Med henvisning hertil udtaler Lene Espersen:

– Jeg er meget tilfreds med, at EU i dag sender et stærkt signal om, at vi arbejder samlet for at fremme og støtte religions- og trosfrihed overalt i verden. De seneste angreb på kristne mindretal i bl.a. Irak og Egypten tydeliggør desværre det fortsatte behov for, at EU klart markerer sin afstandtagen til alle krænkelser af religions- og trosfriheden.

– Danmark ønsker at beskytte alle menneskers religions- og trosfrihed og ret til at dyrke deres religion i fred og sikkerhed. Samtidigt tager vi åbent og klart afstand fra de overgreb, som kristne udsættes for rundt om i verden. Jeg synes, at rådskonklusionerne fint afspejler denne balance.

Yderligere oplysninger hos:
Jean Ellermann-Kingombe, tlf. 25 26 76 06