3 tidl. danske udenrigsministre ønsker på tværs af alle partiskel, at Danmark lægger sig meget mere i selen for at få EU til at anerkende Palæstina som stat.
Det fremgår af en kronik i Berlingske tirsdag, skrevet af Uffe Ellemann-Jensen (V), Niels Helveg Petersen (R) og Mogens Lykketoft (S), som til sammen var udenrigs-ministre i 19 år (1982-2001).
“Vi har i Danmark anerkendt Israel i mere end 60 år – det er på tide, at vi toner rent flag og presser på for, at vi i EU også anerkender Palæstina indenfor 1967-grænserne”, anfører de.
Grænserne fra før 1967 hentyder til tiden fra før krigen, da Vestbredden og Gaza ikke var besat af Israel.
Ellemann, Helveg og Lykketoft slår på, at EU i december 2010 blev enig om at anerkende Israel “når det er passende”- men reelt er lammet i spørgsmålet. Beslutningen faldt efter, at palæstinenserne meddelte, at de vil udråbe en stat i september 2011.
“Fra dansk side bør vi, gerne i samarbejde med vore nordiske broder-lande, presse på for at rykke EU ud af dødvandet og arbejde for at sætte en deadline for, HVORNÅR det er passende”.
“En anerkendelse af Palæstina kan genskabe håbet om en fredsaftale ved at bryde dødvandet i forhandlingerne. Det vil øge presset på den nuv. regering i Israel og genskabe håbet for pragmatikerne – og samtidig kan det bruges til at skubbe palæstinenserne tilbage til forhandlingsbordet”, gør de 3 kronikører gældende.
“Anerkendelse af et Palæstina indenfor 1967-grænserne vil også være en indirekte anerkendelse af Israel. Det vil være et stort skridt for de ara-biske lande, som endnu ikke har anerkendt den jødiske stats ret til at eksistere”
“Endelig vil en anerkendelse sætte ekstremisterne under pres. For palæstinenserne vil en anerkendelse vise, at terrorens vej ikke fører til frihed. For israelerne vil det vise, at bosætter-lobbyens salamitaktik ikke er en farbar vej til fred”.
“Ved at sætte grænser for Israel og Palæstina kan man også sætte grænser for fanatikernes dominans af fredsprocessen og dermed genskabe et folkeligt håb om fred”, skriver Uffe Ellemann-Jensen, Niels Helveg Petersen og Mogens Lykketoft i Berlingske.