25 mio. kr. i dansk støtte til arabiske demokratibevægelser

Forfatter billede

Udviklingsminister Søren Pind (V) har besluttet at bidrage med 25 millioner danske bistandskroner fra “Frihedspuljen” til at styrke omvæltninger og bevægelser for demokrati i Mellemøsten og Nordafrika.

Indsatsen retter sig i første omgang mod Egypten og Tunesien og organisationer, der er centrale i de folkelige oprør, skriver udenrigsministeriet i en pressemeddelelse tirsdag.

De nye initiativer vil støtte menneskeretsområdet og arbejdet med at forberede og afvikle frie valg samt nødvendige forfatningsreformer, herunder ved at støtte folkelige organisationer.

Søren Pind siger:

– Det er en fanta-stisk bekræftelse af universelle frihedsværdier at se befolkningen i det ene land efter det andet i Mellemøsten og Nordafrika rejse sig og kræve frihed og demokrati. Vi har en forpligtelse til at bakke fuldt og helt op bag de modige mennesker, der tør se døden i øjnene i kampen for frihed fra undertrykkelse.

– Alle gode kræfter må på banen. Europa må i samlet flok – gennem EU – yde massiv støtte til den forandringsproces, der nu er skudt i gang i Nordafrika. Men fordi hastigheden i den nuværende situation er afgørende har jeg sammen med kolleger i bl.a. Sverige og Tyskland, der også har en klar frihedspolitik, aftalt, at vi vil iværksætte konkrete og hurtige initiativer.

– Vi vil sikre utvetydig og kontant støtte til de frihedsbestræbelser, der udfolder sig i Nordafrika, og sikre at de ender ud i reelle demokratiske forandringer.”

Støtten omfatter følgende ”spydspidsaktiviteter”, der igangsættes i de kommende par uger

* Oprettelse af en Menneskerettighedsenhed i Tunesien under Menneskeretsnetværket EMHRN, der skal støtte etablering af nye demokratiske civilsamfundsorganisationer:

* Støtte til en enhed til monitorering (overvågning) af mediernes dækning af valg og den politiske overgangsperiode i Tunesien og Egypten. Etableres i samarbejde med arabiske mediepartnere og organisationen International Media Support.

* Støtte til forfatningsændringer og valglovsreformer bl.a. gennem det Stockholm-baserede Institute for Democracy and Electoral Assistance (IDEA).

Hertil kommer støtte til fremme af menneskerettigheder via organisationer, der har været centrale i de folkelige oprør. Der forventes yderligere støtte til forberedelse og afvikling af parlamentsvalg i Tunesien og Egypten.

Resterende aktiviteter vil blive identificeret i de kommende måneder ligesom situationen i nabolandene, herunder ikke mindst Libyen, følges tæt, hedder det slutteligt.

Kilde: www.um.dk