Kommentar af Lis Garval
Medlem af U-landsnyts redaktionsledelse
Ligestilling er et af de fem prioritetsområder i Danmarks nye strategi for udviklingssamarbejde (2010) og med finansloven for 2011 er det første gang, man kan se, hvordan prioriteterne tænkes udmøntet.
Hvis udviklingsministeren har sikret midler til dette prioritetsområde, er de godt gemt. De er faktisk slet ikke til at finde i finansloven.
Kan jeg have overset noget? Det kan naturligvis ikke udelukkes, men det kan med sikkerhed siges, at prioriteringen af ligestilling ikke springer i øjnene.
”Ligestilling er en fortsat stærk dansk prioritet. Der afsættes i 2011 430 mio.kr. til et sundhedsprogram i Kenya med særlig vægt på at fremme seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder. Herudover støttes oprettelsen af FNs ligestillingsenhed, der skal sikre, at ligestilling indarbejdes i hele FN-systemets arbejde”.
Sådan står der i finansloven for 2011, i de indledende bemærkninger til afsnittet om ”Bistand til udviklingslandene”.
Er det måden at prioritere ligestilling på? Nej.
Det er ikke godt nok, at der gives substantiel bistand til seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder. Det kan siges at være et led i fremme af ligestilling, men kan slet ikke retfærdiggøre fravær af andre midler til ligestilling.
Det kan støtten til FN’s nye ligestillingsenhed UN Women heller ikke. Denne multilaterale støtte er vigtig, men også et must, da Danmark var central for enhedens oprettelse.
Ligestilling som politisk prioritet i dansk bistand er ikke noget nyt, men at ligestilling blev en selvstændig prioritet i den ny strategi blev set som en klar erkendelse af ligestillings betydning for bæredygtig udvikling, en erkendelse som skabte forventninger.
Ikke mindst, fordi det gamle Verdensbank slogan ” Invest in women – it pays off” stadig gælder og passer som fod i hose til udviklingsministerens skarpe fokus på økonomisk vækst og den private sektor.
Forventningerne er ikke blevet indfriet, og med finansloven må man konkludere, at Søren Pind har et prioritetsområde, han ikke prioriterer.
.
.
