For første gang siden uafhængigheden i 1958 har Guinea gennemført et frit, fair og demokratisk præsidentvalg. Men den nye præsident har en næsten uoverkommelig opgave foran sig i det totalt nedslidte vestafrikanske land
Lars Zbinden Hansen
skriver fra Guinea Conakry
Conakrys La Grande Mosquée, Vestafrikas største moské, skriger i al sin afskallethed på en gang maling og står som symbol på et plaget og nedslidt land.
I Guinea har der ikke været andet end politisk uro og etniske stridigheder, siden landets første præsident Ahmed Sekou Touré i 1958 bad den franske præsident de Gaulle om stille og roligt at futte hjem til Frankrig.
De Gaulle havde ellers tilbudt Guinea – som alle andre tidligere franske kolonier – at blive autonome indenfor et ”fransk fællesskab” under Frankrigs ledelse, forstås. Præsident Touré skal have svaret de Gaulle, at ”Guinea foretrækker at leve i fattigdom frem for i lænker”.
Det fik Guinea så lov til. De mange franskmænd i landet rejste lynhurtigt hjem. Med sig trak de investeringerne, økonomien, ekspertisen i hvordan man administrerer stort set alt: uddannelsessystem, sygehuse, retsvæsen.
Siden har Guinea været præget af to diktatoriske og enevældige præsidenter, der i henholdsvis 26 og 24 år styrede landet med jernnæve og en massiv hær i ryggen. Den sidste af dem, Lansana Konté, døde i 2008 og herefter tog militæret over. Det hjalp heller ikke landet ud fattigdommen.
Tværtimod. Trods Guineas enorme rigdomme af bauxit, guld og diamanter, er nationen stedse blevet mere og mere forarmet og er i dag blandt verdens 15 fattigste. Hovedparten lever for under en dollar (ca. 5,50 kr.) om dagen.
MAMMUT-OPGAVE
I november sidste år lykkedes det endelig at afvikle et præsidentvalg, som det internationale samfund kunne betegne som frit, fair og demokratisk. Og forventningerne til vinderen af valget, den 72-årige jura-professor Alpha Condé, er skyhøje.
Efter Condés valgsejr var der en frygtelig masse vold mellem de 3 store etniske grupper i landet, malinkerne, peuhlerne og soussouerne, som krævede 7 dødsofre og 220 sårede, men den seneste måneds tid har været så fredelig, at folk i Conakry går rundt og nærmest summer af optimisme.
Som en observatør af Guinea, franske Jerome Dagnaud, der er direktør for regional-banken, UIBG, i Conakry, siger:
– Det er jo ikke så mærkeligt, at folk sætter deres lid til Condé. Nu har verdenssamfundet punket Guinea i så mange år, for at man skal indføre demokrati. Så folk tror på, at det er den medicin, der virker. De ser simpelt hen demokratiet legemliggjort i Condé. Men han skal skynde sig, inden folk igen mister håbet.
Ja, Condé får travlt: I løbet af meget kort tid skal han levere alt det, som hans forgængere ikke kunne eller ville levere: en ordentlig levestandard, jobs til de mange arbejdsløse, højere lønninger til dem der har jobs, ordentlige hospitaler, skoler, vandforsyning og strømforsyning.
Samtidig skal han bekæmpe korruptionen og holde styr på et militær, der i den grad er blevet forkælet med frynsegoder og magt i mange, mange år.
Men det allerstørste spørgsmål er, om Condé på rekordtid kan forlige de 3 etniske grupper, som ellers ikke har forspildt mange chancer til at ryge i totterne på hinanden. Condé, der selv er malinke, siger, at han ”på sin egen lille måde vil prøve at være Guineas Mandela” og ”forene alle Guineas sønner”.
Selv om han langtfra er en faderskikkelse som Nelson Mandela, holder sammenligningen et stykke vej: Condé har været den ledende oppositionspolitiker siden uafhængigheden og har på den konto været fængslet flere gange og endog dødsdømt – og benådet – en enkelt gang.
DEN “RENE”
Condé er i almindeligt omdømme ”ren”. Han har holdt sig på afstand af den ellers alt-gennemsyrende korruption. Og derfor får han i øjeblikket ”politisk frit lejde” af befolkningen, som en iagttager betegner det.
Det er jo ikke Condés skyld, at Conakry har strømafbrydelser i 16-18 timer i døgnet og mangler vand, både i hele bydele og på vigtige institutioner som hospitaler og skoler.
Condé trækker også positive veksler på den ubehagelige skygge fra kaptajn Moussa ”Dadis” Camaras junta-styre. Camara, der tog magten den 23. december 2008, da præsident Konté døde, satte straks forfatningen ud af kraft men lovede at holde valg, uden at han selv ville stille op.
Det løfte brød han i august 2009, da han pludselig meddelte sit kandidatur. Det var som rød klud for den utilfredse befolkning.
Den 28. september 2009 var Conakrys store fodboldstadion tætpakket med mennesker, der protesterede mod Camara og hans styre. Junta-tropper blev sendt ind, og de dræbte mindst 157, sårede og lemlæstede i hundredvis og voldtog ligeså mange kvinder.
Den Internationale Straffedomstol i Haag kaldte massakren en ”forbrydelse mod menneskeheden” og EU, USA og den Afrikanske Union indførte sanktioner mod Guinea.
HOLDT SIT LØFTE
Camara beskyldte en af sine officerer, Abubaka ”Toumba” Diakite for at stå bag massakren. Det var for meget for Diakite.
Den 3. december 2009 skød Diakite junta-lederen i hovedet. Camara blev fløjet til et hospital i Marokko, hvor han blev behandlet – og overlevede. Han er nu i Burkina Faso, er igen rask men sat udenfor indflydelse i Guinea.
For i mellemtiden overtog Camaras næstkommanderende, general Sékouba Konaté, magten og lovede at holde præsidentvalg indenfor 6 måneder. Og det løfte holdt han, ligesom han holdt et løfte om ikke selv at ville stille op. Det har Konaté modtaget stor anerkendelse for i det internationale samfund.
Bankmanden Jerome Dagnaud og andre iagttagere er ikke i tvivl om, at Guinea har brug for en massiv indsprøjtning af penge og bistand fra det internationale samfund her og nu, hvis demokratiet og Condé skal overleve.
De internationale organisationer har da også indledt forhandlinger med Condé om at genoptage bistanden, men den slags går langsomt.
Så selv med en demokratisk valgt præsident på plads er der lang vej igen – en vej Guinea muligvis ikke når at tage, før de etniske understrømninger og fattigdommen igen udarter sig til uro og vold.
——————
KORT OM et fattigt land – Guinea
* 5- 6 gange større end Danmark
* Ca. 11 millioner indbyggere
* Hovedstad: Conakry med ca. 1,3 mio.
* Omkranses af Atlanten og Guinea-Bissau i vest, Gambia og Mali i nord, Elfenbenskysten i øst samt Liberia og Sierra Leone i syd
* 24 etniske grupper, hvoraf de 3 største er peuhl (40 %), malinke (30 %) og soussou (10 %)
* Sprog: fransk, pular, mandinque, soussou
* 85 % muslimer (sunni), 8 % kristne
* Uafhængighed fra Frankrig d. 2. oktober 1958
* Præsident Alpha Condé (72) : valgt over to runder i juni-november 2010 med lidt over 52 % af stemmerne for en fem-års periode
* 2 præsidenter 1958-2008, herefter 2 militærjuntaer indtil præsidentvalg i juni-november 2010
* Verdens største forekomst af bauxit (til aluminium), tillige guld, diamanter, jern og for nylig offshore olie
* Nr. 170 ud af 182 på UNDP Human Development Index
* Nr. 164 på Transparency Internationals korruptionsindex
(kilder UNICEF, USAID, Udenrigsministeriet)
Journalist Lars Zbinden Hansen har indgående kendskab til vestafrikan-ske forhold. Han er p.t. bosiddende i Togo, der også ligger i regionen.
