Det Danske Filminstitut i København står bag et stort filmprogram for unge i Uganda. Det skal inspirere en ny generation af afrikanere til at opleve, forstå og skabe film.
Af Flemming Kaspersen
Det sker sammen med Center for Kultur og Udvikling, Den Danske Ambassade og The Maisha Foundation i Uganda. Der er tale om et nyt 3-årigt kulturprogram, der skal være med til at samle især den unge del af Ugandas befolkning på tværs af regionale og politiske skel.
Youth & Film Uganda er overskriften for Filminstituttets satsning, der kombinerer mobile biografer, filmfestivaler, master classes for professionelle filmfolk, undervisning i praktisk filmproduktion samt udvikling og produktion af dokumentarfilm – alt sammen med fokus på unge mellem 13 og 19 år.
Danmark har en lang tradition for at producere film for unge og for at anvende film i undervisningen. Det er disse erfaringer, der fra 2011-13 vil blive sat i spil i Uganda; et land, hvor gennem-snitsalderen er 15 år.
Det sker i samarbejde med bl.a. Station Next og CPH:DOX / DOX:LAB fra Danmark og Amakula Film Festival og Straight Talk Foundation i Uganda.
– Det er en stor udfordring at vise film og måske få sået frø til en filmkultur blandt unge i Uganda. Det er et samfund, hvor børn og unge traditionelt er opdraget til bare at adlyde forældre og lærere, siger Charlotte Giese fra Det Danske Filminstitut og uddyber:
– At se film fra hele verden, at have egne meninger om film og at kunne fortælle sin egen historie på film er ikke hverdagskost i et land som Uganda, hvor der ellers er nok af historier at fortælle! Her er vi bl.a. meget glade for samarbejdet med Maisha Film Lab – hvis valgsprog er “If we don’t tell our stories nobody else will”.
– Youth & Film Uganda skal introducere film til børn, der ikke har haft chancen for at være børn. Ved både at se og lave film skal projektet være med til at udvidede deres perspektiv på tilværelsen, så de bedre kan indgå i dialog med resten af verden,” fortalte Miriam Odaka programchef ved Maisha Film Lab under et besøg i København i marts i år.
I år bliver 2 danske spillefilm “Drømmen” af Niels Arden Oplev og “Fighter” af Natasha Arthy vist for unge i Kampala og Gulu.
Fakta om Uganda:
* Halvdelen af indbyggerne er under 15 år
* Kvinder i Uganda får 6,69 børn i gennemsnit – næstflest i verden.
* Forventet levealder er 53 år. I Danmark er den 78 år.
* Brutonationalproduktet pr. indbygger er 1.200 dollars. I Danmark er det 36.700 dollars.
* Uganda har 1 biograf. Danmark har 163.