Ser på om FIFA bryder Burma-boykot

Forfatter billede

De schweiziske myndigheder ser nu nærmere på, om Det Internationale Fodboldforbund FIFA har brudt internationale sanktioner ved at handle med Burmas militærstyre, skriver Tipsbladet online torsdag.

FIFA-præsident, schweizeren Sepp Blatter, var for få uger siden i Burma for at mødes med landets fodboldchef Zaw Zaw og militærstyrets øverste Thein Sein.

De schweiziske myndigheder har taget sagen op, fordi det er kommet frem, at FIFA i forbindelse med projekter for FIFA-midler i Burma har givet byggekontrakter til burmesiske selskaber, der er kontrolleret af fodboldforbundets chef Zaw Zaw. Han står på EU’s sanktionsliste, som Schweiz trods status som neutralt land uden for EU-samarbejdet også håndhæver.

Zaw Zaws firmaer skal bl.a. have fået en kontrakt til opførelse af et stadion, FIFA er med til at finansiere. Sepp Blatter stiller om små 2 måneder op til kampvalg om præsidentposten i fodboldforbundet, som Qatars Mohammed bin Hammam også gerne vil vælges til.