Lars Zbinden Hansen
skriver fra Lomé (13.04.11)
Der var massiv opbakning til generalstrejken i Burkina Faso i fredags (8.4.).
Over hele det vestafrikanske Sahel-land var butikker og skoler lukket i formiddagstimerne, mens tusinder marcherede igennem de større byer.
Omkring 40 fagforeninger samlet i ”koalitionen mod det dyre liv, korruption og straffrihed (”impunity”)” krævede, at regeringen skal standse fødevareprisernes himmelflugt; ikke mindst på helt basale fødevarer som hirse, ris, majs og bønner, der rammer den fattige befolkning hårdt og over en bred kam.
Fra hovedstaden Ouagadougou meldes om kilometerlange grupper af demonstrerende, der bar plakater og råbte slagord imod prisstigningerne.
En gymnasielærer, Marie Noélie Yameogo, der deltog i demonstratio-nen, sagde, at stigende priser gør, at de studerende og skolebørnene får mindre at spise. ”Forældrene har ikke råd til mad til deres børn, og det mærkes i skolerne, hvor børnene har svært ved at følge med”.
Koalitionen, der stod bag strejken og demonstrationerne, kræver ikke blot højere lønninger for alle men også flere demokratiske frihedsrettigheder i det stærkt centralistiske Burkina Faso, som er programsamarbejdsland for Danida i udviklingsbistanden.
”Folk er sultne – ikke kun efter ris og bønner. Vi er også sultne efter frihed”, sagde præsidenten for koalitionen, Tolé Sagnon, der samtidig er generalsekretær for en af de største burkinske fagforeninger.
Strejken og demonstrationerne, der forløb fredeligt, kommer i kølvandet på næsten 2 måneder præget af mytteri i militæret, strejke blandt landets dommere og advokater og ikke mindst studenteruroligheder, der er blusset op flere gange på baggrund af en ung studerende, Justin Zongos, død i politiets varetægt.
I 5 dage i slutningen af marts og begyndelsen af april var præsident Blaise Compaoré nødsaget til at indføre udgangsforbud mellem kl. 21 og 6 om morgenen for at dæmme op for urolighederne.
————
Journalist Lars Zbinden Hansen har indgående kendskab til vestafrikanske forhold og er p.t. bosat i Lomé i Togo.