Lars Zbinden Hansen
skriver fra Lomé (26.04.11)
Udfaldet af mandagens præsidentvalg i Tchad er givet på forhånd.
Når stemmerne er talt op i det centralafrikanske land, hvor flertallet af de 11 millioner tchadere er lige så fattige, som forekomsterne af olie, uranium og guld er store, sidder 59-årige Idriss Déby Itno – eller ”Idi” – stadig i præsidentstolen.
Det har han gjort siden 1990, da han blev international kendt for at stå på ladet af en Toyota pick-up med sit maskingevær, mens han med sine med-rebeller drønede igennem ørkenen for at få styrtet den gamle diktator Hissène Habré. Det lykkedes i december 1990 med kraftig hjælp fra oberst Muammar Gaddafi i det nordlige naboland, Libyen.
Denne gang er det 3 populære oppositions-kandidater, der indirekte giver en sikker sejr til Déby Itno. De boykottede alle valget, fordi deres krav om nye og mere sikre stemmesedler ikke blev mødt.
Samtidig ville de have garantier for, at alt stemmemateriale blev behandlet og transporteret på en måde, der udelukkede svindel. De hævder nemlig, at Déby Itnos parti, ”Den patriotiske frelser-bevægelse” svindlede sig til absolut flertal ved parlamentsvalget i februar i år.
Partiet fik 113 ud af 188 mandater, men dette resultat var kun muligt, siger de 3 kandidater, fordi Déby Itno fik trykt over 1 million for mange stemmesedler, som han og partiet brugte til ”spøgelsesstemmer” til egen fordel.
Ikke flere udsættelser
Déby Itno på sin side afviser enhver snak om snyd under parlaments-valget. Men han er dog én gang gået med til at udsætte præsidentvalget efter de samme klager og krav fra modkandidaterne. Præsidentvalget var oprindeligt berammet til 3. april i år.
Én udsættelse mere blev det ikke til, og det begrundede Déby Itno med, at modkandidaterne kun bringer anklagerne om snyd til torvs som en dårlig undskyldning, fordi de er bange for at tabe valget. På en presse-konference i fredags sagde han: ”De indser jo blot, at de vil blive slået”.
Der var 2 andre kandidater, der stillede op imod Déby Itno, men de er så lidt kendte i Tchad, at de ikke levnes nogen chancer.
Déby Itno er blevet valgt flere gange, men måtte i 2005 ty til få ændret landets forfatning for at kunne blive genvalgt som præsident ved valget i 2006.
Det udløste den hidtil største trussel imod hans regime, der kontinuerligt har fået bundkarakter som et af de mest korrupte i verden.
2 gange udfordrede rebelgrupper Déby Itno. Først i 2006 og senest i februar 2008, hvor oprørere fra det østlige Tchad trængte helt ind i hovedstaden N’Djamena.
Efter 3 dages hårde kampe fik Déby Itnos hær slået oprøret tilbage. Han beskyldte bagefter nabolandet mod øst, Sudan, for at stå bag rebellerne.
Soldaten Déby Itno gør i et eksklusivt interview i ugemagasinet Jeune Afrique fra 27. marts i år et stort nummer ud af at nedtone sin militære baggrund og bedyrer i stedet sit demokratiske sindelag – men altså ikke overbevisende nok til, at 3 kandidater ville deltage i det valg, som de har kaldt en ”maskerade”.
De føjer sig hermed til det internationale kor af fordømmende anklager mod Déby Itno, der har lydt i snart sagt samtlige 21 år, han har været ved magten.
Déby Itno er blevet beskyldt for at rage til sig og sin familie af de rigdomme, Tchad vitterlig har.
Verdensbanken har finansieret olieudvinding og en olieledning gennem det sydlige naboland Cameroun, hvor indtægterne ifølge aftalen med Tchad skulle gå til at bygge hospitaler og skoler for – ja, til at forbedre livsbetingelser for tchaderne.
Men ifølge anklagerne mod Déby Itno havnede indtægterne helt andre steder: bl.a. til at købe loyalitet i hæren, og det i en grad, at Verdensbanken i 2008 så sig nødsaget til at ophæve sin del af aftalen.
Støtte til Gaddafi
Déby Itno er blevet beskyldt for at tilgodese medlemmer af sin stamme, Zaghawa’erne, der politisk og økonomisk dominerer Tchad, og for øjeblikket lyder anklagen, at Déby Itno støtter Muammar Gaddafi i krisen i nabolandet Libyen.
I interviewet i Jeune Afrique henviser Déby Into til, at der bor næsten en million tchadere i Libyen, og at mange har fået libysk statsborgerskab. Det kan derfor ikke udelukkes, at tchadere kæmper på Gaddafis side, siger han – men altså ikke på hans, Déby Itnos, ordre.
Han oplyser dog i interviewet, at han har næsten daglig telefonkontakt med den libyske hersker.
Det kan måske i længden give endnu mere bagslag for Déby Itno som øverste chef i et land, som professor i international politik ved Cambridge-universitetet, James Mayall, i en bog om nationalisme-begrebet har betegnet som nærmest et ”ikke-land”.
Ifølge Mayall holdes Tchad kun sammen, fordi nationen nu engang ligger bag de grænser, som det gør og anerkendes af det internationale samfund som en suveræn stat. Var det ikke tilfældet, var Tchad for længst disintegreret i mindre enheder, repræsenterende de rivaliserende fraktioner.
Men indtil videre er det Toyota-krigeren, der står i spidsen for over 200 distinkte etniske grupper, arabisk- og fransk-talende tchadere, der samtidig taler over 100 andre sprog og dialekter og dyrker snart sagt alle denne verdens religioner: muslimer, katolikker og protestanter.
————-
Journalist Lars Zbinden Hansen har indgående kendskab til vestafrikanske forhold og bor p.t. i Lomé i Togo.
