KOMMENTAR
Af Jesper Søe
Journalist med u-landsforhold som speciale
Må det være tilladt midt i al euforien over Osama Bin Ladens voldsomme død at gøre opmærksom på nogle folkeretlige – og moralske – principper.
Efter Anden Verdenskrig har vi oplevet, at selv de mest afskyelige massemordere er blevet stillet for retten, hvor de som oftest er fundet skyldige og i mange tilfælde henrettet.
Det begyndte med Nürnberg-processen (1945-49), hvor Hitler-styrets håndgangne mænd, der direkte eller indirekte var ansvarlige for millioners ofte pinefulde død, kom for en militær særdomstol.
De fik deres fortjente straf, men først efter at både anklager og forsvarer havde talt, vidner var afhørt og kendelsen afsagt. Altså dét, vi opfatter som (nogenlunde) almindelige principper i samfund præget af retssikkerhed.
Grundlæggende var det jo sejrherrerne, der dømte taberne. Men vel at mærke DØMTE; de blev ikke skudt eller hængt uden videre.
End ikke den måske største massemorder af alle, Adolf Eichmann, blev summarisk henrettet, da israelske agenter omsider overmandede ham i hans godt kamouflerede skjul i Argentina for 51 år siden.
Nej, han blev i bedøvet tilstand og største hemmelighed fløjet til Israel for at gennemgå en langvarig rettergang, hvor afhøringerne viste sig dybt traumatiske for de overlevende jødiske ofre. Derpå kunne retfærdig-heden ske fyldest. Og der var kun én straf mulig: Han blev hængt 1. juni 1962.
Den jødiske stat vidste med sig selv, at han havde fået en anstændig behandling – i modsætning til sine utallige ofre. Vidste med sig selv, at det havde været rigtigt ikke at udsende en statslig dødspatrulje, trænet til at skyde først og spørge bagefter – sådan som nu de amerikanske Navy Seals.
Senere har vi oplevet, hvordan folkedrabsudøvere og deres håndlangere er stillet for særdomstole rundt om i verden. Mange har begået hårrejsende grusomheder og haft tusinder af liv på samvittigheden. Det gælder på Balkan såvel som i Vestafrika, Rwanda og Cambodja.
De er blevet dømt i en retssal, ikke henrettet så at sige på forhånd.
Hvad adskiller Osama Bin Laden fra disse andre massemordere? Alle har de skånselsløst ladet civile myrde i tusindtal.
Men i modsætning til dem kommer vi aldrig til at opleve en rettergang, hvor manden, der er kaldt “historiens største terrorist”, bliver konfronteret med sine ugerninger.
Udstillet i al sin angerløse gru, hadefuldhed og ideologiske ynkelighed – sådan som det skete i Nürnberg og Tel Aviv.
Nej, han blev skudt i hovedet af specialsoldater fra Navy Seals, da lejlig-heden bød sig og så var den ikke længere. Skulle øjensynligt likvideres og ikke fanges og stilles til regnskab (tilføjelse tirsdag: Det er senere kommet frem fra amerikansk side, at Osama Bin Laden var ubevæbnet i drabsøjeblikket).
Den vestlige verden risikerer om føje år at stå tilbage med billedet af en martyrskikkelse. En mand, der mistede livet og faldt for en “sag” efter at have smagt supermagtens ultimative hævn.
Er det virkelig dét, vi alle her i Vesten har ønsket?
Og ja: Bør vi tiltage os ret til at gøre nogen fredløse? Droppe princippet om lighed for loven.
Ifølge middelalderlig ret var fredløshed den fuldstændige ophævelse ved dom af en persons retsbeskyttelse.
Det medførte, at enhver kunne dræbe den fredløse uden at skulle bøde for det, og den fredløse kunne ikke længere være part i retsforhold, herunder optræde på tinge.
Hans hustru blev betragtet som enke og hans børn som faderløse. Den fredløses faste ejendom, arvejord, tilfaldt hans arvinger, mens kongen havde krav på hans hovedlod i “fælliget”.
Sådan var det for århundreder siden. Sådan bør det ingensinde blive igen. End ikke, når manden hedder Osama Bin Laden.
Og slet ikke, når præsidenten i USA hedder Barack Obama. Nu vi lige troede, at den med “Wanted: Dead or Alive” tilhørte Bush-æraen og Det Vilde Vesten.
At give aktionen mod Osama Bin Laden navnet “Operation Geronimo” nærmer sig tillige det bizarre. Den legendariske apache-høvding kæmpede for sit folk og sin jord, men overgav sig til sidst (i 1886) til det amerikanske militær, hvorefter han blev sendt i fangelejr i Florida.
Han fik aldrig tilladelse til at returnere til sin fødeegn – stik imod indgåede aftaler og døde som en skuffet mand i 1909.
Det er både en stor dag og en meget tankevækkende dag for Amerika – og alle os andre.
————–
Kommentaren er stillet til rådighed for U-landsnyt.dk af forfatteren.
