En særlig Arabisk-Europæisk dialog om tortur endte med en stærk deklaration i Berlin. Nu er vejen banet for, at tortur kommer til at høre fortiden til i de lande i Mellemøsten, der i øjeblikket tager vigtige skridt mod demokrati, skriver Institut for Menneskerettigheder (IMR) i København i en presseudtalelse lørdag.
Tortur og retssikkerhed var på dagsordenen, da den Arabisk-Europæiske dialog blev holdt i Berlin. Dialogen udmøntede sig i en deklaration med et klart budskab: Tortur skal bekæmpes og retssikkerhed og retsforfølgelse skal sikres.
Der var stor glæde, da arabiske og europæiske organisationer, menneskeretsinstitutioner og repræsentanter for 14 lande fredag eftermiddag kunne underskrive deklarationen om bekæmpelse af tortur og sikringen af retssikkerhed.
Deklarationen er blevet til efter 2 dages dialog om, hvordan man effektivt kan bekæmpe staters brug af tortur og hvordan borgeres retssikkerhed sikres.
– Vi har under-skrevet en historisk deklaration om bekæmpelsen af tortur og jeg er stolt over, at deklarationen er blevet skabt i en konstruktiv dialog, der har været kendetegnet af et reelt ønske om, at komme problemet til livs, siger Jonas Christoffersen, direktør for Institut for Menneskerettigheder.
“Arabisk forår” pustede nyt liv i dialogen
Den Arabisk-Europæiske dialog, som det tyske udenrigsministerium lagde rammer til, var præget af udpræget optimisme i lyset af de revolutioner og opstande, der har bredt sig til store dele af Nordafrika og Mellemøsten.
– Den folkelige opstand og de omvæltninger vi ser i Mellemøsten og Nordafrika, har skabt en optimisme og tro på, at det er muligt at nedbryde regimer der benytter tortur, eller lande som ikke har en klar lovgivning om tortur. Nu handler det om at styrke regionens menneskeretsorganisationer, så konkrete initiativer i bekæmpelsen af tortur kan iværksættes, siger Jonas Christoffersen.
Lørdag mødtes menneskeretsinstitutioner fra de 4 lande, som koordinerer den Arabisk-Europæiske dialog, for at vedtage, hvordan man fremadrettet kan styrke indsatsen mod totur. De 4 lande er Jordan, Marokko, Tyskland og Danmark.
Dialogen, som er støttet af det danske udenrigsministerium, blev etableret i 2005 i kølvandet på Muhammed-krisen og er vokset støt i antal deltagere og observatører.
Yderligere oplysninger hos:
IMR, tlf. 23 35 20 89