For en uge siden, 13. maj, døde en af Indiens store dramatikere i nyere tid. Badal Sircar er anerkendt på subkontinentet for sine nyskabende og provokerende stykker og opsætninger. Vi bringer en kort nekrolog, trods forsinkelsen.
Badal Sircar blev født som Sudhir Chandra i 1925 i Calcutta (nu Kolkatta) i britisk Indien. Hans forældre tilkørte den akademiske, højre middelklasse, og hans karriere startede som byplanlægger i i Nigeria og England. Her mødte han teatret, blev skuespiller, instruktør og begyndte snart at skrive sine egne stykker på bengali.
I 1967 dannede Sircar teatergruppen “Shatabdi”, og i de næste år stod han bag flere opførelser der satte aftryk i moderne indisk teater. Sircar begyndte nemlig fra 1969 at bryde med scenestrukturen og rykkede teateret ud i det fri foran og mellem folk: ”Angan manch”, ‘gårdspladsteater’ var etiketten på denne teaterform, der hentede sin rødder i både modernismen og i traditionelle forestillinger i indiske landsbyer.
Sircars afgørende gennembrud kom med hans såkaldte ‘tredje teater’, der protesterede direkte mod den kommercielle og elitære skuespilform: Sircar og gruppen Shatabdi udførte deres stykker overalt – i haller, i det fri, på landsbymarker, i parker og i private haver. Stykkerne rummede en kras samfundskritik, angreb kastesystemet og var samtidig social oplysning i den marxske tradition. Den provokerende og politiske rolle kom for eksempel tydeligt til udtryk i de stykker, der blev opført, mens oprørsbevægelsen naxaliterne havde deres første fremgang omkring 1970.
Som ‘gratis’ teater krævede det ingen eller meget få midler at se stykkerne, og den økonomiske frihed hos publikum blev modsvaret af kunstnerisk frihed i fremførelsen – ingen belysning, kostumer eller make-up, aktiv deltagelse af tilskuerne, minimale rekvisitter og improviserede dialoger.
Ved Sircars død skrev The Hindu: ”Badal Sircar was the last of his ilk: a true radical who questioned everything in his own unfathomable quest for meaning and justice within theatre. ”
