KOMMENTAR
Lars Zbinden Hansen skriver fra Lomé
Oppe i Danmark har den radikale Morten Østergaard kaldt skatteminister Peter Christensen og justitsminister Lars Barfoed i ”åbent samråd” i Folketingets Finansudvalg på torsdag eftermiddag (26.maj).
De to ministre vil blive bedt om at ”redegøre for tilrettelæggelsen og virkningen og de EU-retlige aspekter” af den skærpede danske grænsekontrol, der har til hensigt at dæmme op for ”den stigende kriminalitet”, som angiveligt flyder uhindret over de danske grænser.
Det nye danske tiltag har givet anledning til flere bekymrede røster i EU-systemet. Hvordan vil det påvirke det fremtidige Schengen-samarbejde og det grænseløse Europa?
Også i den danske turistbranche er man lidt nervøse. Danmark har over 11 millioner tyske turist-overnatninger om året, og tyskerne bryder sig ikke om at holde i bilkøer i flere timer ved den danske grænse, lyder det klagende fra branchen.
Imens bliver grænser lidt længere nede på verdenskortet – lige på den anden side af Middelhavet – i de her dage krydset i et omfang, der ikke er set i årtier. Vist på intet tidspunkt i de 41 år, oberst Muammar Gaddafi har været ved magten i Libyen, har landets grænser været så porøse, som de er lige nu.
11 millioner “libyske overnatninger”
Hvis man forestiller sig, at man kunne opgøre ”libyske overnatninger” i nabolandene, siden krisen i Libyen startede i februar, og som i mellemtiden er eskaleret til total borgerkrig, vil antallet for længst have passeret 11 millioner.
Ifølge den seneste situationsrapport fra den Internationale Organisation for Migration (IOM) er 840.891 mennesker per lørdag den 21. maj flygtet fra krigen i Libyen.
Langt de fleste er flygtet vest- eller østpå. Tunesien har modtaget 421.998 flygtninge og Egypten 293.934.
Men også de ludfattige ørken-lande mod syd har måttet tage imod de flygtende. I Niger er 66.770 mennesker strandet i de nordlige ørkenbyer under kummerlige forhold.
Det samme gælder for Tchad, der per sidste lørdag havde modtaget 24.663 flygtninge. Af dem sidder op mod 4.000 i øjeblikket fast i ørkenbyen Zouarké i det nordlige Tchad, hvor nødhjælpsorganisationerne ikke kan nå frem med mad og vand.
Af de mere end 800.000 flygtninge er over en tredjedel såkaldt ”Third Country Nationals”, altså migranter, der for langt de flestes vedkommende har haft arbejde i Libyen og har sendt penge hjem til familierne i Tchad, Niger, ja længere sydpå til lande som Eritrea og Somalia og helt over til vestafrikanske lande som Burkina Faso og Elfenbenskysten.
Så den alvorlige flygtningekrise, der præger det meste af Nord-Afrika og flere Sahara-lande, og som også har påvirket europæiske øer i Middelhavet med cirka 25.000 flygtninge, rammer altså også et helt uoverskueligt antal mennesker længere nede på det afrikanske kontinent. Ingen kan reelt gøre op, hvor mange af Afrikas fattige, der påvirkes af krisen i Libyen.
De virkelige og første ofre
Som Simon Tisdall, assisterende chefredaktør på den britiske avis The Guardian, for nylig gjorde opmærksom på, er de virkelige ofre for den libyske krig hverken libyere, “Gaddafiister” eller rebeller.
Han skrev i en kommentar den 11. maj: ”Ofrene er ikke de evigt fornærmede beboere på Lampedusa eller andre italienske eller maltesiske øer. Ej heller er ofrene britiske eller fra andre NATO-lande. Ofrene er de mennesker, der altid dør først i den slags situationer: de fattige, de uuddannede, de mørklødede”.
Medmenneskelighed over grænsen
Men der er dog små positive glimt af uventet lys midt i al elendigheden. Således meldes det fra Dehiba, en grænseby til Libyen i det dybt forarmede, sydlige Tunesien, at byens lidt over 5.000 sjæle har åbnet deres i forvejen fattige hjem for mere end 55.000 libyere, der er flygtet over grænsen fra Gaddafis styrker.
Ikke bare bliver flygtningene indlogeret hos Dehiba-familierne. Ifølge en Reuter-journalist sørger beboerne også for, at de mange mennesker får noget at spise.
En Dehiba-borger siger til journalisten, at der ikke kun er tale om en humanitær aktion. ”Man kan jo ikke lade folk dø af sult”.
Nej, borgerne i byen har også stor sympati for libyerne, fordi de har været lige så undertrykte som tuneserne selv af en despotisk leder.
Det var i Tunesien, at det ”arabiske forår” for alvor kom i gang med landets præsident Ben Alis fald i januar efter sine 23 år ved magten.
Dehiba var i slutningen af april skueplads for voldsomme kampe mellem Ghaddafis hær og de libyske rebeller. I over en uge blev der udvekslet maskingevær-salver i og omkring Dehiba, indtil det til sidst lykkedes de libyske rebeller at slå Gaddafis hær tilbage.
Dansk nødshjælpsindsats i Libyen:
Dansk Røde Kors deltager i Libyen i et rydningshold fra Internationalt Røde Kors, der i samarbejde med Libysk Røde Halvmåne fjerner ubrugte og ueksploderede våben og laver advarselskampagner og uddeler fødevarer, hygiejnepakker og tæpper til de flygtende.
Dansk Flygtningehjælp samarbejder på den anden side af grænsen i Tunesien med FNs flygtninge-højkommissiariat, UNHCR, med at registrere flygtningene.
Red Barnet Danmark har udsendt Rikke Gormsen, der er ekspert i børnebeskyttelse, til Libyen for en tre måneders periode, hvor hun i det internationale Red Barnets regi arbejder som psykosocial koordinator.
Den danske afdeling af Læger uden Grænser har udsendt logistiker Taus Hollænder til Benghazi i det østlige Libyen som led i MSF Internationals indsats. MSF har sørget for evakuering af hårdt sårede og bl.a. givet medicinsk og psykologisk hjælp til flygtninge
