KOMMENTAR / ANALYSE
Af Ole Timotej
En reformbølge har fejet hen over Nordafrika og fjernet korrupte og ufolkelige regimer, som flere steder har haft kontrollen over samfundet i over en menneskealder.
I det sydlige Afrika findes der mindst ét regime, som i brutalitet og overgreb overfor befolkningen nemt måler sig med de nys faldne i Nordafrika.
I Zimbabwe har præsident Robert Mugabe siddet tungt på magten i mere end 30 år sammen med ledende medlemmer af sit parti Zanu-pf, men der er ikke de store udsigter til et regimeskifte, selv om der kunne være god brug for det.
Zimbabwe er et land med en demokratisk struktur, hvor Mugabe kom til magten efter et internationalt kontrolleret valg i 1980. Han er blevet genvalgt flere gange siden, men også været nødt til både at fuske med resultaterne og true og forfølge dem, der ikke stemte på hans parti, for at forblive ved magten.
I 2005 stillede den nuværende premierminister Morgan Tsvangirai op som modkandidat til Mugabe og var på nippet til at få flertal. Reaktionen fra regeringsmagten var en straffeaktion overfor dem, der havde støttet Tvangirai og hans parti “Bevægelsen for Demokratisk Forandring” (MDC).
Store slumområder i byernes udkantsområder blev jævnet med jorden og de fattige beboere tvangsforflyttet af militæret til uvejsomme landområder med dårlige livsbetingelser.
Flere end 700.000 blev frarøvet deres livsgrundlag og mange af dem lever stadig under kummerlige forhold. Regeringen kaldte det en ‘oprydningsaktion’.
Mugabes brutale måde at fastholde magten på har været kendt, siden han blev leder for befrielsesbevægelsen under eksilet i nabolandet, Mozambique. Kort efter selvstændigheden i 1980 var han stadig Vestens ‘darling’, men havde fortsat en rival fra befrielseskampen.
Derfor sendte han militærets femte brigade til Matabeleland, hvor de boede, som støttede rivalen Joshua Nkomo. Det kostede over 25.000 livet.
Det er bare to af de mange overgreb Mugabe har iværksat overfor sin egen befolkning, noget der ville være nok til en tiltale for folkemord til ham og hans nærmest sammensvorne – men indtil videre har det ikke være på tale.
Der har i årevis været sanktioner mod landet og indrejseforbud for de gamle topledere til en række lande, men det har ikke hjulpet stort.
I 2008 var Mugabe dog presset så meget, at han gik med til et samarbejde med oppositionen og der blev dannet en samlingsregering, som gjorde Tsvangirai til premierminister medens Mugabe forblev præsident.
Samarbejdet har ikke rokket ved status quo, så det er stadig Mugabe og Zanu-pf, der sidder på magten. Ved magtdelingen satte Mugabe og hans folk sig på de betydningsfulde ministerier og har med taktisk dygtighed fastholdt kontrollen i samfundet, siden samarbejdet startede.
Den økonomiske fallit, som landet stod overfor i 2008, blev afværget med indførelsen af Obama-dollar i stedet for den værdiløse Zimbabwe-dollar. Der kom lidt gang i samfundsudviklingen med de penge udefra, som den nye regering fik til at betale lønninger til de offentligt ansatte, men industri- og landbrugsproduktionen er aldrig for alvor kommet igang.
For tiden har Mugabe travlt med at sende sine løjtnanter rundt til nabolandene i det sydlige Afrika for at forsikre deres politiske ledere om, at der er ro og styr på forholdene i hans land.
Regeringssamarbejdet mellem den tidligere regering og oppositionen har været præget af små konfrontationer og meget tyder på at der snart vil komme nye og alvorligere sammenstød mellem regeringsparterne.
En ny joker i det politiske spil er fundet af nogle af verdens største diamantforekomster i den østlige del af Zimbabwe. Det har ført til en omfattende udvinding af de kostbare sten og stigende salg til udlandet, men kun lidt herfra er kommet ind i statkasssen. Derimod har enkeltpersoner i Mugabes inderkreds fået gode indtægter fra diamantsalget.
Situationen i Zimbabwe er kompleks og mange faktorer bestemmer udviklingen. En af dem er at landet har en præsident på 87 år, som seriøst tænker på at genopstille ved næste valg.
Men der må være en fysisk grænse for, hvor længe oldingen kan fortsætte og forlydender vil da også vide, at Mugabe har været på hele 5 lægebesøg i Singapore siden december i fjor.
Men Mugabe er ikke alene om magten. Bag ham i partiet er der 2 rivaliserende fraktioner, som han hidtil dygtigt har kunnet spille ud imod hinanden. Der er også rygter om, at militære ledere forbereder en diskret magtovertagelse.
Efter at det store oppositionsparti MDC med Tsvangirai i spidsen er gået med i en samlingsregering har det legitimeret det tidligere styre, og det kan være svært for menigmand at se MDC som et alternativ til det bestående regime.
Der er dog ingen tvivl om, at der er brug for et regimeskifte og at Mugabes dage efterhånden må være talte.
———————–
Indlægget er tilsendt U-landsnyt.dk
Sygeplejerske Ole Timotej, Svendborg, har fulgt udviklingen i Zimbabwe i mange år og arbejdede i landet et par år efter selvstændigheden. Har skrevet en masterafhandling om dansk u-landshjælp til det sydafrikanske land og var der på besøg og research for et par måneder siden.
