Oversvømmelser andre steder

Forfatter billede

Nok blev København oversvømmet i weekenden, men det er ikke det eneste sted i verden, hvor vandmasserne raserer lige i øjeblikket.

Af Peter Høvring
webredaktør i Folkekirkens Nødhjælp, artikel mandag på organisationens website

Oversvømmelser rammer et samfund hårdere, når der ikke er tilstrækkelige systemer til at hjælpe folk.

I weekenden oplevede en del af Danmark nogle af de værste oversvømmelser i mands minde, men et blik på hjemme-siden Reliefweb, som giver overblik over alle verdens katastrofer, uanset type, fortæller, at der er voldsomme oversvømmelser i gang på andre dele af kloden.

I Filippinerne kæmper befolkningen på den store sydlige ø, Mindanao, med virkningerne af den tropiske storm Meari. Flere end 53.000 bor nu i evakueringscentre efter at være flygtet fra oversvømmelserne

Disse lande har oplevet oversvømmelser inden for de seneste par uger:

* I det nordlige Thailand er 5 provinser ramt af kraftig regn, som har berørt 44.000 mennesker
* I Mexico er mindst 6 omkommet og 278.000 hjemløse efter at den tropiske storm Arlene førte kraftig regn med sig over det meste af landet
* I det sydvestlige Kina er flere end 60.000 evakueret efter at kraftig regn har forårsaget store oversvømmelser
* I Indien er delstaterne Rajastan, Utter Pradesh og Bihar ramt; bl.a. har kraftig regn ramt en religiøs festival, hvor hundreder af pilgrimme er strandet Jordskred som følge af regnen har berørt 2.000 mennesker
* I Tajikistan i Centralasien er 7 landsbyer i 3 distrikter den nordlige Sughd provins ramt af oversvømmelser efter kraftig regn midt i juni
* I Caribien kæmper Den dominikanske Republik med kraftig regn, som har sendt 4.000 på flugt fra vandmasserne
* I nabolandet Haiti har kraftig regn forårsaget jordskred, og der er forhøjet risiko for kolera, som er en vandbåren sygdom

Folkekirkens Nødhjælp arbejder med flere af disse katastrofer gennem sin internationale paraplyorganisation, ACT Alliance.

ACT Alliancen består af 111 medlemsorganisationer af samme karakter som Nødhjælpen. De har på verdensplan 33.000 medarbejdere, der arbejder i 140 lande.

Se mere på www.noedhjaelp.dk