Så er Danmark oppe på en kvart milliard til ofrene på Afrikas Horn

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Den danske stat sætter nu via u-landsrammen på finansloven bidraget op til de tørkeramte sultofre i landene på Afrikas Horn.

Med ekstra 50 millioner i 2 nye bevillinger er vort samlede bidrag til nødhjælpsindsatsen i regionen dermed oppe på godt 250 mio. kr., fremgår det af en pressemeddelelse fredag fra udenrigsministeriet.

Der er tale om øjeblikkeligt at yde 30 mio. kr. til UNICEF’s indsats til fordel for sårbare kvinder og børn. Pengene vil bl.a. gå til at levere livsvigtige ernæringstilskud, vaccinationer og hjælp til at sikre adgang til rent drikkevand.

Samtidig giver vi yderligere 20 mio. kr. til FN’s humanitære landefond for Somalia, som netop er løbet tør for penge. Fonden er et helt centralt redskab i forhold til at sikre hurtig, effektiv og målrettet nødhjælp i de ramte områder.

Millioner af mennesker på Afrikas Horn er hårdt ramt af vedvarende konflikt og tørke, og i dele af Somalia er hungersnød stadig mere udbredt. Det forventes, at hungerkatastrofen vil omfatte hele den sydlige halvdel af landet i løbet af de næste 4 til 6 uger.

Hundredtusinder er på flugt fra de ramte områder i selve Somalia og over grænserne til Etiopien og Kenya i forsøget på at nå frem til steder, hvor de kan få mad og anden nødhjælp.

Humanitær bistand er strømmet til regionen i de seneste uger, og der er uddelt mad og anden nødhjælp til over 1,5 mio. mennesker i selve Somalia, ligesom indsatsen i flygtningelejrene i nabolandene er blevet kraftigt forstærket.

Men nødhjælpen står stadig ikke mål med behovene, som vokser med foruroligende hast. Det er afgørende at tilføre yderligere midler for at sikre fortsat og forstærket nødhjælp til de nødstedte. Danmark giver derfor øjeblikkeligt yderligere midler til indsatsen.

Udviklingsminister Søren Pind (V) siger:

– Situationen på Afrikas Horn er stadigt mere hjerteskærende. Hver eneste dag ankommer næsten 1.500 nye flygtninge til de overbefolkede lejre i Kenya, antallet af fordrevne i (Somalias hovedstad) Mogadishu overstiger nu 500.000, og tusinder er søgt over grænsen til Etiopien og til de nordlige egne af Somalia.

– Langt hovedparten af de flygtende er kvinder og børn, som er i stadigt dårligere forfatning. FN rapporterer f.eks., at 10 børn under 5 år dør hver eneste dag i en nyåbnet flygtningelejr i det sydlige Etiopien, og at der nu er hastig stigning i antallet af kolera-ramte i det sydlige Somalia.

– I den situation er det helt afgørende, at nødhjælpen fortsætter og øges, anfører Pind.

De danske bevillinger falder sammen med, at FN fredag markerer den Internationale Humanitære Dag, hvor man verden over sætter fokus på behovet for at hjælpe folk i nød. Behovet for det kan ikke blive mere aktuelt end netop nu.

Med de 2 nye bevillinger har Danmark givet over 250 millioner til støtte for fødevaresikkerhed og levevilkår på Afrikas Horn i 2011. Heraf er næsten 180 mio. kr. ydet som akut nødhjælp, siden krisen for alvor brød ud i starten af juli.