Menneskeretsorganisationen Human Rights Watch offentliggjorde tirsdag en rapport om forholdene for landarbejderne i Sydafrikas vin- og frugtindustri.
Af rapporten fremgår det blandt andet at mange landarbejdere har elendige boligforhold, mangler sikkerhedsudstyr og bliver nægtet basale rettigheder for arbejdstagere.
Rapporten er baseret på mere end 260 interviews med landarbejdere, landmænd, organisationsfolk, repræsentanter for de implicerede industrier, repræsentanter for regeringen, advokater, fagforeningsfolk og akademikere.
I Sydafrika bor mange landarbejdere på farmene, som en del af deres ansættelsesforhold. Ofte bor de sammen med deres familier og tidligere arbejdere, der ikke længere er i stand til at arbejde på grund af alder eller arbejdsskader.
Landet har lovgivning, der garanterer mindsteløn, understøttelse og sikre bolig- og arbejdsforhold for arbejdere og andre der bor på farmene. Men ifølge Human Rights Watch har den sydafrikanske stat undladt at holde øje med de reelle forhold.