Gratis internetuddannelse til stimulering af småbørn

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Værsågod børnehjælpsorganisationer: Her er en gratis forskningsbaseret internetuddannelse til stimulering af forældreløse småbørn. Den stammer fra EU’s Lifelong Learning Project, som cand.psyk. Niels Peter Rygaard har udarbejdet sammen med fem europæiske landes institutions/ familieplejeledere.

Og det favorable tilbud kommer også fra Niels Peter Rygaard.

Uddannelsen ligger på www.fairstart.net/training, og er udviklet på basis af et grunddesign, som er testet i fem europæiske lande og videreudviklet af medarbejdere og ledere på børnehjem/ plejefamilier og deres tilsynsførende i Italien, Spanien, Rumænien, Grækenland og Tyrkiet, oplyser Niels Peter Rygaard.

Uddannelsen findes nu på 8 sprog, men er derudover ved at blive oversat til yderligere 17 sytten sprog af frivillige professionelle, blandt andre til kinesisk, arabisk, russisk, etiopisk, burmesisk, polsk, etc. etc. I det efterfølgende EU udbredelsesprojekt som netop er bevilget og rettet især mod Østeuropa, vil der også blive udarbejdet en dansk udgave.

Deltagerne lærer grundlæggende teori om stimulation af småbørn, kontaktfuld adfærd, relationsbaseret arbejde, at lade få medarbejdere i dagtimerne være ansvarlige for mindre børnegrupper, at nedbryde barrierer i lokalsamfundet, etc. Deltagerne lærer forskningsbaseret praksis og får et dialog-design for hvordan de omsætter metoderne til lokale forhold og omstændigheder. Designet kræver kun udvidede personalemøder og øger ikke omkostningsniveauet, men kvaliteten.

Da uddannelsen er gratis, på lokale sprog og kun kræver en internetopkobling eller DVD, er det formentligt grunden til dens udbredelse, mener Niels Peter Rygaard.

Han giver et eksempel: ”Da jeg fremlagde uddannelsen på en konference i Prag, kom en leder af en indonesisk hjælpeorganisation og spurgte, om han måtte lave en indonesisk version, fordi den indonesiske regering havde bedt ham uddanne deres børnehjemsmedarbejdere, og han var meget begejstret for uddannelsen. Resultat: er, at der nu laves en indonesisk version med indonesiske videoeksempler, tilpasset kulturen, og den bliver standarduddannelse for personalet på de 8000 indonesiske børnehjem, begyndende i marts 2012.”

To amerikanske forskere, Robert McCall & Christine Groark har i mange år forsket i intervention på børnehjem, og skal nu lave effektstudier af uddannelsen i Indonesien.

Globalt netværk

Niels Peter Rygaard fortæller, at han selv som børnepsykolog og specialist i behandling af tilknytningsforstyrrelse og omsorgssvigt i 30 år, fik ideen til en internetuddannelse, da han havde undervist børnehjemsledere og forskere på universiteter i Peru, Canada og en række andre lande – da det gik op for ham, at der er 143.000.000 forældreløse, og at deres antal vokser.

Han fortæller: ” Det startede som et fritidsprojekt ved siden af min konsulentpraksis, og er nu ved at blive et globalt netværk. Min intention har hele tiden været at tilbyde gratis uddannelse til de medarbejdere og familieplejere som skal arbejde med forældreløse, og som ofte har social lavstatus og lav løn, er isolerede fra samfundet, og ikke har adgang til praktisk uddannelse. Der kræves kun en internetforbindelse og en projektor, så kan et børnehjem i Burmas jungle gå i gang”.

Niels Peter Rygaard siger til U-lansnyt dk: ”Her er et forskningsbaseret værktøj til målrettet udvikling af medarbejdere og ledere i omsorgskultur, hvor deltagerne selv designer deres lokale versioner og tilknytter egne lokale eksperter. Og min intention er at større hjælpeorganisationer kan bruge den som værktøj til at skabe lokalt forankret langtidsudvikling i omsorgen for forældreløse.

Jeg har allerede uddannet Adoption Center Århus’ medarbejdere i programmet, som de vil bruge på deres børnehjem i Etiopien og Senegal. Hvis organisationer ønsker en instruktørudannelse, en DVD udgave, eller support, kan jeg mailes via www.tilknytningsforstyrrelse.dk ” .

EU projektbeskrivelsen findes på www.fairstart.net. Selve uddannelsen kan hentes på www.fairstart.net/training.