Lars Zbinden Hansen
skriver fra Lomé
Mandag slog den frygtede islamiske terrorgruppe, Boko Haram, igen til i Nigeria. Denne gang udførte gruppen et spektakulært simultan-angreb på en politistation og en bank i byen Misau i den nordlige muslimske del af det folkerige vestafrikanske land.
Øjenvidner fortæller til nyhedsbureauerne, at omkring 100 svært bevæbnede mænd på samme tid midt på eftermiddagen i to grupper stormede de to bygninger og begyndte at skyde omkring sig.
4 betjente og en civil blev dræbt og flere andre hårdt såret, inden gerningsmændene åbnede politistationens detention og slap de indsatte ud.
I banken tømte de kassebeholdnin-gen, og nogenlunde på samme tid begge steder smed de et par voluminøse bomber, der sprængte de to bygninger i småstykker.
Det er anden gang indenfor et par måneder, at Boko Haram lægger sit makabre visitkort på politistationer og banker i Misau, og sjette gang i staten Bauchi, hvor byen ligger.
Formålet er det samme som ved de snesevis af terroranslag, som gruppen har udført i de nordlige og centrale dele af Nigeria de sidste 3 måneder: at optrappe gruppens krig mod den nigerianske stat for at gøre kæmpelandet uregerligt og i stedet indføre sharia-lov og nedlægge ”vestlig uddannelse”, som de radikale muslimer anser for syndigt.
De hidtil mest spektakulære anslag var gruppens to bombeattentater i hovedstaden Abuja, først mod Nigerias politihovedkvarter midt i juni, hvor 6 blev dræbt og 90 biler molesteret og – ikke mindst – mod FNs kontorer den 26. august, der krævede 23 dødsofre og 81 sårede.
Den seneste optrapning af angrebene har fået præsident Goodluck Jonathan til at nedsætte en særlig task-force, der skal nedkæmpe Boko Haram med udgangspunkt i gruppens højborg i byen Maiduguri.
Det forhindrede imidlertid ikke Boko Haram i mandag at likvidere indehaveren, en ansat og to gæster i en bar i bydelen Jajeri. Angrebet var den seneste i stribe tilsvarende likvideringer, der har fået mange af bydelens indbyggere til at flygte helt ud af Maiduguri.
Frygter for olien
Onsdag forlød det videre, at Jonathan har beordret skærpet bevogtning af Nigerias vigtige olie-terminaler og olie-felter som konsekvens af rapporter fra efterretningstjenesten, der forudser hele serier af terror-angreb mod olieinstallationerne.
Nigeria er med 2,4 millioner tønder olie om dagen Afrikas største og verdens tiende-største olieproducent.
Flere iagttagere, bl.a. chefen for den amerikanske US Africa Command, general Carter Ham, har udtalt, at Boko Haram nyder direkte materiel og finansiel støtte fra både den radikale islamiske gruppe Al-Shabaab i Somalia og ”Al Aqaeda i Islamisk Maghreb” (AQMI), der har base i Algeriet.
Tidligere på ugen beordrede Jonathan også sin forsvarschef, generalløjtnant Oluseyi Petinrin, til at overtage ansvaret for sikkerheden i den urohærgede by, Jos, midt i landet fra den hidtidige ansvarshavende, delstaten Plateau.
Militæret får frie hænder til ”med alle til rådighed-stående midler at standse den stribe af myrderier” mellem grupper af unge kristne og muslimer i byen, der de seneste to måneder har kostet over 100 livet og de sidste par år mere end tusinde.
Senest i søndags pulveriserede to bomber en udendørs restaurant i byen, der med omkring en million mennesker ligger midt i det såkaldte ”middle belt”, der skiller Nigeria i et overvejende muslimsk nord og et kristent flertal i syd.
Urolighederne i Jos vurderes af mange iagttagere til at have ikke bare religion som årsag men også som et udslag af etniske stridigheder og ikke mindst en kamp om den politiske magt i Jos og den omgivende Plateau-delstat.
De fleste kristne bakker op om People’s Democratic Party, der både er statens Nigerias regeringsparti og samtidig sidder på den politiske magt i Plateau-staten. Flertallet af Jos’ og Plateaus muslimer støtter derimod den politiske opposition.
Der er altså en del, der skal rettes op i byen med det behagelige klima i Nigerias højdedrag, før det igen kan leve op til sit motto: ”The Home of Peace and Tourism”.
——————–
Journalist Lars Zbinden Hansen korresponderer til U-landsnyt.dk fra Vestafrika. Han bor i Lomé i Togo.