En ny online-database, Middleeastexperts, går i luften torsdag d. 29. september, skriver KVINFO i en pressemeddelelse torsdag.
Her kan man med få klik finde frem til en ekspert med den viden, der er brug for. Allerede fra starten vil der være omkring 75 specialister med viden om Mellemøsten og Nordafrika med i databasen.
Det arabiske forår betyder, at offentligheden oplever et stigende behov for at kunne trække på kompetent og kvalificeret dansk ekspertise om regionen.
Det samme gælder for danske virksomheder, organisationer og ministerier, der oplever et voksende samarbejde og erhvervsmæssigt fokus på Mellemøsten og Nordafrika.
Som bruger af databasen kan man med få klik finde frem til eksperten med den ønskede ekspertise.
EKSPERTISE på et fagligt højt niveau
Allerede fra starten er omkring 75 specielt udvalgte eksperter med i databasen, og flere er på vej. De repræsenterer dansk viden om Mellemøsten og Nordafrika inden for så forskellige emner som fx politik, religiøse forhold, civilsamfund, erhvervsliv, kultur og ligestilling.
Middleeastexperts er målrettet danske brugere. Det betyder, at ekspertens profil er på dansk, og at eksperten selv enten bor og arbejder i Danmark eller midlertidigt opholder sig i Mellemøsten eller Nordafrika.
SIKRING af kvaliteten
I rekrutteringen af eksperter er der lagt vægt på den enkeltes faglige og vidensbaserede kompetencer, og en referencegruppe med repræsentanter for organisationer og institutioner med viden om regionen har løbende kvalitetssikret arbejdet med databasen.
KVINFO, der er tovholder på projekt, har selv i en årrække været engageret i samarbejdsprojekter i regionen gennem Udenrigsministeriets Partnerskab for Dialog og Reform. Men KVINFO har ikke mindst bidraget med sine erfaringer med at udvikle og drive Ekspertdatabasen, en database med mere end 1.000 kvindelige eksperter.
– Som videnscenter og forskningsbibliotek for køn, ligestilling og etnicitet kan vi trække på vores erfaring med KVINFOs ekspertdatabase og samtidig have et særligt blik for kønsbalancen i Middleeastexperts, siger databasens redaktør, forskningsbibliotekar Line Holst, der forklarer, at kontakten foregår direkte mellem bruger og ekspert.
Det er med til at sikre, at aftaler om et interview eller løsning af en konkret opgave kan afklares hurtigt og nemt. Det er gratis at kontakte eksperterne, men det er eksperten, der sammen med brugeren aftaler betingelserne for løsning af opgaven.
LINK til databasen
Fra den 29. september er databasen tilgængelig på adressen middleeastexperts.dk og via KVINFOs site www.kvinfo.dk
RECEPTION
Middleeastexperts lanceres ved en reception på KVINFO torsdag den 29. september kl. 16-18. Pressen er velkommen.
OM databasen
Databasen Middleeastexperts er finansieret af Udenrigsministeriet og udviklet af KVINFO i samarbejde med MENA NGO Netværket
Yderligere oplysninger hos:
Om Middleeastexperts.dk:
Redaktør Line Holst
e-mail: [email protected]
Tlf. 50 76 33 79
Presse:
Jørgen Poulsen
E-mail: [email protected]
Tlf. 50 76 33 59