Udviklingsforskere til Afrikakommissionen: Tilbage til tegnebordet

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

KOMMENTAR

Afrikakommissionens Columbusæg: Vækst uden fattigdom

Af Thorkil Casse, lektor ved Institut for Samfund og Globalisering, Roskilde Universitet og Stig Jensen, leder af Center for Afrikastudier, Københavns Universitet

Regeringen har i dag offentliggjort konklusionerne fra Afrika-kommissionens arbejde. Kommissionen blev nedsat af den daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen med det formål at fremme økonomisk vækst of beskæftigelse i Afrika.

Som en væsentlig begrundelse for at nedsætte Afrika-kommissionen peges der på det forhold, at FNs 2015 mål om halvering af jordens fattigdom i 2015 i forhold til 1990 tallet ikke kan nås i Afrika. Fem initiativer vil Kommissionens arbejde munde ud i, og de er allerede kendt:

– Styrkelse af konkurrenceevnen i Afrika
– Promovering af faglige uddannelser specielt indenfor landbrug
– Adgang til finansiering for små og mellemstore virksomheder
– Skabe muligheder for lokal bæredygtig energi
– Ny grobund for afrikanske iværksættere

Der er tale om gode ideer i alle tilfælde. Samtidigt kan der være grund til at diskutere bistandens effektivitet. På den baggrund kan man kun være positiv indstillet overfor Afrikakommissionens initiativer.

Når man så alligevel ikke falder ned af stolen over fremsynet i forslagene fra Afrikakommissionen, skyldes det, at vækst ikke er en garanti for fattigdomsreduktion. Økonomisk vækst er alene en forudsætning for fattigdomsreduktion. Så skulle initiativerne lykkes i form af at fremme økonomisk vækst, ved vi for lidt om afsmitningen på fattigdommen.

Det er måske endda ikke det værste. Det værste scenario er en generel politisk uro i afrikanske lande som oplever kraftig økonomisk vækst. Hvorfor skulle det ske?

Hvis vi ser på de sidste års erfaringer fra de hurtigstvoksende økonomier i Afrika, kan vi se hvordan sammenhængen virker i praksis. Ud af 16 afrikanske lande med en BNP vækst på over 5% i gennemsnit (2000-2006), faldt fattigdommen kun i fem lande.

Ud af de fem lande er der rejst tvivl om fattigdomsanalyserne i to af landene: Burkina Faso og Madagaskar. I Burkina Faso er de lokale myndigheder direkte uenige med Verdensbankens beregninger og egentlige nye fattigdomsmålinger har været stoppet siden 2003. I Madagaskar har den nationale politiske dagsorden i flere år sat spørgsmål ved kvaliteten af data.

Den politiske uro vi har været vidne til i Zimbabwe i 90’erne, og indenfor de seneste to år i Kenya og Madagaskar har fællestræk. Stigende velstand blev skabt men et mindretal af befolkningerne nød godt af den. I Kenya og Zimbabwe med etniske undertoner, i Madagaskar med en økonomisk model, som nærmest blev udmøntet i et virksomhedsstyre.

I alle tre lande med voldelige konflikter til følge og trusler om direkte borgerkrig. Er det et scenario Afrikakommissionen ønsker?

Selvfølgelig er det ikke tanken, men sporerne skræmmer virkeligt. I 80’erne og 90’erne var der udbredt international enighed om hvor overraskende glat udviklingen var gået fra et apartheidstyre i Zimbabwe til et flertalsstyre. Uden at observatører rigtig så hvordan den økonomiske magt var koncentreret om de hvide farmere og forretningsfolk på den ene side, og den politiske magt omkring Mugabe på den anden side.

I Kenya var der ingen opmærksomhed på den ulige indkomstfordeling. Mange udenlandske observatører roste regeringen her for at have skabt grundlaget for en bæredygtig udvikling Så sent som i november 2007 konkludere den Internationale Valutafond, at landet gennemgik en fase af kraftig økonomisk vækst, og at der var klare tegn på forbedringer i regeringsførsel (governance). Uger inden valget i 2007 som udløste de etniske konflikter var flere donorer, inkl. Danida, enig om, at demokratiudviklingen så fornuftig ud i landet.

I Madagaskar var alle donorer meget begejstrede for den nye, dynamiske præsident, som satte gang i økonomien fra 2002. Befolkningen oplevede stadig højere leveomkostninger samtidig med en ekstrem koncentration af den økonomiske vækst omkring præsidents eget firma. Alt imens Verdensbanken kunne påvise at fattigdommen faldt, og at landet blev mindre korrupt. Disse tal og governance indeks havde bare ikke så meget med virkeligheden at gøre.

Eksperter af situationen i Uganda vurderer, at dette land kan blive det næste på listen af lande rystet af stærk social uro med baggrund i en kraftig koncentration af den økonomiske magt. Uganda oplever økonomisk vækst og bliver tit rost af de udenlandske donorer for at gøre alt det rigtige.

Skal Afrikakommissionens initiativer have en chance, skal visse minimumsbetingelser være opfyldt:

– Satser man blindt på økonomisk vækst, skal institutionerne være på plads. Det forudsætter bl.a. selvstændige domstole, hvor eksempelvis højesteret kan dømme ministre og præsidenter. I flere afrikanske lande er præsident og regering placeret over loven.
– Afklaring af rettigheder, hvor ejendomsretten ikke kun er op til magthaverne at beslutte, som vi har set i både Zimbabwe og Madagaskar.
– Fattigdomsanalyser skal tages alvorligt, og data skal indsamles af uafhængige organisationer. I dag står Verdensbanken for indsamling af data, og de er parthavere og har en egeninteresse i at vise, at fattigdommen i Afrika falder.
– Udenlandske konsulenter skal diskutere nationale politiske og økonomiske forslag i åbenhed, også den politiske opposition skal involveres i processen. Dette krav findes ikke i dag.
– Behovet er meget stort for uafhængige analyser af privatsektorudviklingen og dens fattigdomsreducerende effekt. Alt for mange analyser handler om management metoder, og undgår det store dilemma om kraftig koncentration af den økonomiske magt. Stiger koncentrationen, stiger risikoen også for politisk uro blandt de fattige og middelklassen.
– Egenrådige præsidenter har alt for let spil og støttes, hvis retorikken er rigtig, alt for blindt af de internationale donorer. Det skete i alle vores tre landeeksempler. I fremtiden bør der udarbejdes uafhængige undersøgelser af regeringernes magt (politisk og økonomisk). Verdensbanken har støttet opbygningen af nationale antikorruptionskontorer i de fleste afrikanske lande, men kontorerne fungerer ikke efter hensigten. Kun små sager tages op af disse antikorruptionskontorer, mens de store fisk får lov til at slippe.

Vi skal passe virkelig meget på kun at fokusere på økonomisk vækst i Afrika. Verden har ikke brug for flere konflikter, som dem vi har været vidne til i Zimbabwe, Kenya og Madagaskar. Så tilbage til tegnebordet, Afrikakommission!