ANMELDELSE af Maria Bierbaum Oehlenschläger
Når Mads Brügger træder ind i Den Centralafrikanske Republiks hovedstad Bangui er det ikke med træsko på, men for fuld musik cruisende i en stor rød amerikaner, lyst jakkesæt og kufferten fuld af penge og skjulte kameraer.
For Mr. Cortzen er blevet ambassadør med libysk diplomatpas købt af europæiske bedragere. Med sig hjem får han hverken tændstikker eller diamanter men en overordentlig god historie. En historie, der kunne begynde: ”Jeg havde et konsulat i Afrika”.
Den afrikanske tændstikfabrik
Mads Brügger er in it – ikke for the money (”Diplomats don’t handle money”) – men for the story. Der er her lighed med Karen Blixens Afrika-eventyr, for Blixen starter en kaffeplantage op i det kenyanske højland – for højt oppe til at dyrke kaffe. Men med sig hjem får hun alligevel en stor gevinst: fortællingen i “Den afrikanske farm”. I ”Ambassadøren” igangsætter Brügger en tændstikfabrik ved hjælp af en indisk handelsmand. Brügger ved fra starten, at tændstikfabrikken aldrig vil blive rentabel, for den er blot skalkeskjul for hans fordækte diamanthandel – og ikke mindst for historien.
Sort – hvidt
”Ambassadøren” har to spor: de afslørende skjult kamera-scener med Brügger som dyneløftende detektiv og så iscenesættelserne af diplomaten Mr. Cortzen som manden med den gule hat, Tintin osv. med hang til sundowners, diplomatsporten tennis og diamanter.
Det første spor er dybt alvorlig og fortæller om en underverden af falske pas og udnyttelse, korruption og bedrageri på højt plan i en fejlslagen stat. Chefen for statssikkerhed, der ved flere lejligheder gæster Brüggers konsulat, myrdes på åben gade; den italienske konsul deler gerne ud af sin mistænkeligt store erfaring med diamanthandel, og til sidst fejrer Mr. Cortzen – efter gentagne telefonopkald til Mr. Thjissen og ”the man” – sin diplomatudnævnelse til vin d’honneurs i Liberia.
Som i Astrid Saalbachs teaterstykke ”Rødt & Grønt”, der havde premiere i april sidste år, portrætteres et diplomatmiljø, hvor moralen er gået fløjten, og ingen seriøst ønsker at ændre situationen i landet. Der er ikke så meget sex hos Brügger som hos Saalbach, men konklusionen er den samme: diplomatiet er til for diplomatiets skyld. Som Brügger sarkastisk siger om sine umoralske ærinder i Den centralafrikanske Republik:
– I’m white on the outside but black on the inside.
Og så drøner han af sted i amerikaneren med sin attaché Paul på vej mod næste møde med en højtstående embedsmand i jagten på undergravende oplysninger og diamanter.
Et godt grin
”Ambassadøren” er – lad det nu være sagt en gang for alle – meget morsom. Det er det andet spor. Mr. Cortzen-figuren med sit 70’er-inspirerede diplomatlook og hans uhøjtidelige omgang med sit hverv og med befolkningen i Den centralafrikanske Republik en fryd for øjet og med sin genrebrydende natur langt fra gængse fremstillinger af afrikanske forhold.
Filmen har et skær af sort komedie, der udspringer af dobbeltskuespillet fra Brüggers side. Det vakker latter, men det er også betænkeligt, at den politiske ukorrekthed uforvarende træder over nogle grænser, når lokalbefolkningen bliver præsenteret som apatiske og uforståelige for filmens publikum. Måske er det bare tragikomisk.
Musikken til filmen er værd at fremhæve, for den forstærker på bedste vis de mest groteske og morsomme scener – kaskelotsang og ”This land is your land” giver – uden at røbe for meget – grund til grin.
Et glemt land
”I don’t personally go there,” siger den hollandske dokumentfalskner Willem Thjissen til Brügger, da de taler om Den centralafrikanske Republik. Og det er der bestemt heller ingen grund til. Den sikkerhedspolitiske situation i Den centralafrikanske Republik er ganske enkelt endnu værre end i mange andre afrikanske lande.
Med grænser op til både Sudan og DR Congo har landet i årevis været angrebet af væbnede grupper og borgerkrig. Konsekvenserne af stadige inter-etniske opgør, banditters hærgen og kriminelle aktiviteter over grænserne er 200.000 internt fordrevne og mangel på sikkerhed i nord, øst og sydøst.
Selvom landet har mange potentielle kilder til rigdom – bl.a. diamanter – tøver donorer og multinationale virksomheder med at investere i landet. Massiv korruption og vold afskrækker alle.
FN’s Flygtningehøjkommissariat kalder Den centralafrikanske Republik ”The forgotten Crisis” og peger på, at landets massive humanitære udfordringer er blevet overset af ngo’er og donorer.
”Ambassadøren” viser med al tydelighed, hvordan landet bortset fra tilstedeværelsen af franske fremmedlegionærer, kinesiske handelsmænd og en håndfuld amoralske diplomater er overladt til sig selv.
I filmen møder vi ingen sultende børn – kun et glimt af en udspilet mave – og det hører med til historien, at Brügger med filmen har sat sig for at vise et andet billede af Afrika end ngo’ernes. Alligevel er det uomgængelige fakta, at kun en ud af fem børn når at fejre deres fem års fødselsdag, og barselssengsdødeligheden er den næsthøjeste i verden.
En ustabil sikkerhedspolitisk situation med et korrupt og voldeligt regime, skyhøj børnedødelighed, diplomatisk hedonisme samt bloddiamanthandel i de bandehærgede bushområder er det bagtæppe, som Brüggers festforestilling udfolder sig på. Om man kan lide denne form for tragikomedie eller ej.
Ambassadøren vises i flere biografer over hele landet d. 5. oktober 2011. Se her hvor: http://www.doxbio.dk/dbio/b.lasso?d=2010508&e=0
Den 5. oktober vil Brügger selv være tilstede følgende steder til følgende forestillinger:
kl. 19.00 i Empire Bio: Oplæg v. Brügger
kl. 19.30 i Empire Bio: Oplæg v. Brügger
kl. 19.00 i Grand Teatret: Q&A m. Brügger
kl. 21.30 i Grand Teatret: Oplæg v. Brügger
AMBASSADØREN
Danmark 2011
Længde: 93:17
Instruktør: Mads Brügger
Producent: Zentropa Real ApS v. producer Peter Engel og Carsten Holst.
Premiere: Vises én gang d. 5. oktober 2011 i DOXBIOs netværk (50 biografer) herefter fortsætter den i bl.a. Grand Teatret, Empire Bio, Øst for paradis og Café Biografen.
Distribution: DOXBIO, se www.doxbio.dk
