Lars Zbinden Hansen skriver fra Lomé
Camerouns præsident Paul Biya har næppe grund til nervøsitet før præsidentvalget søndag. Han har selv valgt medlemmerne af den nationale valgkommission, har selv bestemt valgdatoen 9.oktober og udnævnt de dommere, der skal godkende det endelige valgresultat.
Iøvrigt er Cameroun klistret til med så mange valgplakater, at han allerede på propagandasiden udkonkurrerer sine 22 modkandidater med adskillige længder.
Og dertil: Oppositionen nøler ikke med at anklage Biya for at bruge sine ministre, embedsmænd og statsapparatet til at fremme sit kandidatur i morgen.
Det er altså så godt som givet, at Biyas 29 år ved magten bliver til syv mere.
Det er i hvert fald de enslydende rapporter, pressen og andre iagttagere sender ud i den store verden fra det olieproducerende vestafrikanske land.
Om Biya så vil blive siddende den næste præsident-periode ud, er der flere gisninger om. Har den 78-årige Biya mon en person i tankerne, der skal køres i position til at overtage præsidentposten efter ham, eller skal den grundlovsændring, som han fik gennemført i 2008 forstås bogstaveligt?
Grundlovsændringen betød i Biya-terminologi, at to gange syv år ikke er nok for en ”populær præsident”.
”Folket skal have sin vilje, hvis det ønsker mig som præsident”, hed det fra Biya, der igen og igen har forsvaret sin klamren sig til magten med, at han holder ro og orden i Cameroun i en region, der ellers er præget af ustabilitet.
Camerounsk forår?
Biya kan altså formelt blive valgt igen og igen, indtil han ikke selv vil mere. Men flere og flere af de 16 millioner camerounere, hvoraf næsten halvdelen er under 20 år, synes at ønske, at det åbenlyse demokratiske underskud, som Biya er udtryk for, meget snart kan blive erstattet af et ”camerounsk forår”.
Den camerounske befolkning er generelt højere uddannet end i flere af nabolandene, og fra det camerounske folkedyb er der for længst begyndt at komme magtudfordrende signaler, som Biya givetvis også hører.
I hvert fald beordrede han tidligere i år landets mobiltelefon-selskaber til at lukke for Twitter på mobilerne, efter at det sociale netværk blev brugt til at kalde folk til en ”Driv-Biya-Ud”-march.
Allerede ved grundlovsændringen i 2008 begyndte bægeret at være fyldt for mange camerounere. Tanken om en præsident Biya på ubestemt tid førte til voldsomme demonstrationer, der blev nedkæmpet af præsidentens sikkerhedsstyrker.
Der er ikke præcise tal på, hvor mange der blev dræbt, men BBC skriver i en rapport, at det drejede sig om ”dusinvis”.
Hurtigt derefter demonstrerede taxa-chauffører imod høje priser på benzin. Og den demonstration udviklede sig til omfattende protester mod de høje priser på basale varer i landet. Og snart fik demonstrationerne igen direkte politiske overtoner. Man krævede simpelthen Biyas afgang. På den konto røg en del camerounere i Biyas fængsler, der i forvejen var – og er – ekstremt overfyldte.
Der har siden været flere demonstrationer, men ingen af dem har alvorligt truet Biyas greb om magten. Heller ikke det seneste begivenhed for et par uger siden, da fem svært bevæbnede mand fra ”Det Camerounske Folks Befrielseshær” besatte den vigtige Wouri-bro midt i landets kommercielle hovedby, Douala.
Mændene rullede plakater ud med ”Paul Biya Diktator”, og da politiet dukkede op, udløste det en ildkamp, der krævede et dødsfald. Mændene fra befrielseshæren blev hurtigt nedkæmpet, men inden da var det lykkedes dem at lamme trafikken i millionbyen og at sende et klokkeklart signal om, at flere og flere har fået npok af Biya.
Der er langt fra billedet af den forholdsvis populære Biya, der i 1992 indførte fler-parti-demokrati til den Biya, til den mand, der i dag ses som den øverste ansvarlige for den vildtvoksende korruption og den høje ungdomsarbejdsløshed, for embedsmænds udnyttelse af statsapparatet til egen vinding og ikke mindst for, at et potentielt rigt land er kendetegnet ved, at få har alt for meget og mange alt for lidt.
Apati og ligegyldighed
Men søndag bliver nok ikke den lejlighed, hvor Biya væltes. Oppositionen har ikke har kunnet samle sig om én fælles modkandidat. Derfor regner de fleste iagttagere med, at udfaldet bliver nogenlunde det samme som ved sidste valg i 2004, hvor Biya fik næsten 71 procent af stemmerne mod dengang 15 modkandidater.
Fra Cameroun meldes der op til dette valg om en atmosfære af apati og ligegyldighed i befolkningen over for et valg, hvis resultat er givet på forhånd – også selvom camerounerne har tradition for at møde talstærkt frem til valgene. Stemmeprocenten plejer at ligge oppe omkring 80.
Cameroun hører ikke til blandt de fattigste lande i Vestafrika. IMF, der har beregnet den økonomiske vækst i landet i år til næsten 4 procent, vurderer, at potentialet er endnu større. Udover olie er landet rigt på frugtbar landbrugsjor, der har gjort det en slags spisekammer for flere lande i regionen.
Politisk og økonomisk er der altså nok at slås om, og flere iagttagere mener, at Camerouns fremtid vil blive præget af et voldelig opgør – med Paul Biyas 29 år ved magten og de relative rigdomme.
