Den brutale nedkæmpning af de folkelige protester i en række lande i Mellemøsten og Nordafrika i år er sket ved hjælp af europæiske, amerikanske og russiske våben.
Det konkluderer Amnesty International onsdag i en ny rapport, der kortlægger fem års våbeneksport til Libyen, Egypten, Syrien, Bahrain og Yemen.
Foruden våbensalgets omfang viser Amnestys research, at våbnene netop er blevet brugt i myndighedernes nedkæmpning af de folkelige protester.
I Bahrain har Amnestys researchere fundet amerikansk producerede tåregaspatroner, der blev anvendt i myndighedernes voldelige reaktion på de første fredelige protester i februar, hvor syv protesterende blev dræbt i løbet af den første uges demonstrationer.
Våbenprodu-center har ignoreret risikoen for overgreb
Den omfattende våbeneksport er sket til trods for den betydelige risiko for, at våbnene ville blive brugt til massive menneskerets-krænkelser, som de drab og overgreb, der kendetegner den ofte brutale nedkæmpning af de folkelige protester i en række lande i regionen.
I rapporten, Arms Transfers To The Middle East And North Africa: Lessons For An Effective Arms Trade Treaty, dokumenterer Amnesty blandt andet at:
* Ti landes regeringer, herunder Belgien Frankrig, Tyskland, Italien, Rusland, Spanien og Storbritannien, har godkendt våben- og ammunitionssalg til Muammar Gaddafis regime i Libyen inden for de sidste fem år.
* Mindst 20 stater har forsynet Egypten med mindre våben, ammunition og tåregas til bekæmpelse af offentlig uro. USA alene har årligt forsynet Egypten med materiale for 1,3 mia. dollars.
* Op mod ti procent af Ruslands samlede våbeneksport går til Syrien.
Arabisk forår understreger behovet for stærk våbentraktat
Den omfattende våbeneksport til regimerne i Nordafrika og Mellemøsten viser ifølge Amnesty, at kontrolsystemet er fuld af huller.
Forhandlingerne om en global våbentraktat forventes at kulminere i juli 2012, hvor en række våbeneksporterende lande vil forsøge at udvande en kommende våbentraktat.
– Regeringen kan bruge det danske EU-formandsskab fra januar 2012 til at skabe øget opbakning til en stærk våbentraktat, siger generalsekretær i Amnesty Danmark, Lars Normann Jørgensen.
– Det kan være med til at holde EU’s forhandlere på sporet og forhindre, at store våbeneksportører sætter dagsordenen i de vanskelige forhandlinger i FN. Vi forventer, at den danske regering vil prioritere denne opgave meget højt, gør Normann Jørgensen gældende.