Den står på Rytteriet, x-factorstjerner, gospel og opera, når Gentofte Gospel Choir samler ind til solidaritets- og bistandsorganisationen IBIS´ arbejde i Ghana den 30. oktober.
Bellevue Teatret lægger scene til, og pengene går til skoler i det vestafrikanske land.
”Der er tryk på”, skriver i IBIS i en pressemeddelelse, der sigter til arrangementet den sidste søndag i oktober, hvor 100 sangere fra Gentofte Gospel Choir klapper, danser og synger igennem i takt til rytmerne fra et otte mand stort orkester.
Stedet er Bellevue Teatret i Klampenborg og de 100 sangere får selskab af folkekære kunstnere – blandt andre Rytteriet, operasanger Magnus Vigilius, Nellie Ettison, Julie Lindell og de tre X-factor-stjerner Linda Andrews, Basim og Laura Kjærgaard.
”Grundstenen er selvfølgelig gospel, men vi krydrer showet med flere genrer. Der bliver plads til de humoristiske indslag, som Rytteriet jo er kendt for, men det mere poppede og opera får man også en smagsprøve på,” siger formanden for koret Johnny Frost.
Alle artister stiller op gratis og overskuddet fra billetsalget går ubeskåret til IBIS’ arbejde med at fastholde ghanesiske piger i skolen, også efter 6. klasse, hvor mange ellers dropper ud.
”Derfor arbejder vi på at motivere forældrene, så de støtter op om deres døtres uddannelse. Derudover uddanner vi lærere og giver eleverne gode relevante undervisningsmaterialer,” siger Sanne Müller, uddannelsesrådgiver i IBIS.
For at sikre det størst mulige overskud har koret arbejdet frivilligt for Bellevue Teatret i foråret, så de ikke skal betale for at leje salen den 30. oktober.
Tid : 30. oktober kl. 19 – 21.30
Sted: Bellevue Teatret
Entré: 150 kr