FN-forbundet opfordrer den nye regering til at skabe en uvildig instans, der løbende kan overvåge om Danmark overholder de internationale konventioner, herunder dem om menneskerettighederne, skriver Berlingske Søndag.
– Det er afgørende, at der sikres fuld åbenhed om overholdelse af de konventionsforpligtelser, vi har påtaget os, siger FN-forbundets formand, Jørgen Estrup, til avisen.
– Ikke bare de ansvarlige myndigheder, men også Folketinget, pressen og offentligheden generelt må – når som helst – kunne sikre sig, at Danmark lever op til sine internationale forpligtelser, gør den tidl. fremstående radikale politiker gældende.
Han mener, at “de senere års mange eksempler på misligholdelse af danske konventionsforpligtelser” gør det absolut nødvendigt at efterleve armslængdeprincippet.
Dette princip skal tilsikre, at admini-strativ praksis modsvarer de reelle forpligtelser.
FN-forbundet, der er en tværpolitisk forening, opfordrede på sit årlige repræsen-tantskabsmøde lørdag regeringen til at få stablet et sådant “uafhængigt informations- og overvågnings-instrument” på benene hurtigst muligt.
Se mere på
http://www.fnforbundet.dk/arkiv/nyheder/konventionsforpligtelser-er-ikke-et-‘tag-selv-bord’
Man må desværre af tekniske årsager selv kopiere linket.