Godt 12.000 danskere var søndag rundt med indsamlingsbøsserne for at samle ind til flygtninge i verdens brændpunkter i en af de mest traditionsrige årlige landsindsamlinger herhjemme.
Resultatet af bestræbelserne nåede op på 12 millioner kr.
“Sammen med flere andre indsamlinger til Afrikas Horn kommer det samlede beløb op på ca. 20 millioner”, siger generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp, Andreas Kamm, i en pressemeddelelse søndag.
Det kan dog ikke skjule, at de 12 mio. kr. til årets landsindsamling er en klar tilbagegang i forhold til 2010, da resultatet havnede på 14,5 millioner – nogenlunde samme beløb som året før.
Der var også færre indsamlere i år – 12.000 mod 13.000 i 2010 – hvilket igen var en tilbagegang fra 2009, da 14.500 danskere gik på gaden med raslebøssen for organisationen.
Flygtningehjælpen arbejder i 34 lande fordelt på tre kontinenter. Søndag sendte Dansk Flygtningehjælp de første 2,5 millioner kr. af sted til at styrke nødhjælpsindsatserne for ofrene for krig og konflikt i Afghanistan, Sydsudan og på Afrikas Horn.
– Resultatet af dagens indsamling vil straks blive omsat til bl.a. mad, vand, nødhjælpspakker, tag over hovedet og uddannelse i Afghanistan, Sydsudan og på Afrikas Horn. Tre områder hvor flygtninge og fordrevne har akut brug for den hjælp, vi nu med danskernes indsats kan styrke, siger Andreas Kamm.
Der er 43 millioner flygtninge og fordrevne i verden, og 90 procent af dem lever i deres eget nærområde – egne lande eller regioner. Dansk Flygtningehjælp hjælper hvert år mere end 1 million flygtninge med nødhjælp og langsigtede løsninger.
Måske er Danmarks Indsamlingen i slutningen af august med titlen “Afrika Nu!” delvis skyld i afmatningen ved søndagens landsindsamling.
Danmarks Indsamlingen rundede 111 millioner kr., og det er det næsthøjeste beløb ved en TV-indsamling nogensinde, kun overgået af Danmarks Indsamlingen i 2010 til Afrikas kvinder og jordskælvsofrene på Haiti med godt 130 mio. kr.
Man kan stadig nå at støtte Dansk Flygtningehjælps landsindsamling 2011 enten via www.flygtning.dk eller sms ’flygtning’ til 1241, hvorefter man støtter med 150 kr.