En ny undersøgelse af forholdene i den nordlige del af Den Centralafrikanske Republik (CAR) viser, at flere års politisk ustabilitet og uro har efterladt en befolkning, der er meget hårdt ramt, skriver Dansk Flygtningehjælp i en pressemeddelelse fredag.
Dansk Flygtningehjælp har gennemført undersøgelsen i samarbejde med sin lokale partner Echelle, i den nordlige del af CAR, nær byen Ndele, som ligger 700 km fra hovedstaden Bangui.
Her har væbnede konflikter mellem oprørsgrupper og regeringen tvunget civile til at leve i fjerne områder og overleve under vanskelige vilkår. Adgang til humanitær hjælp har næsten været ikke-eksisterende.
Formålet med undersøgelsen var at få præcise informationer om levevilkårene i området. Resultaterne viser store humanitære behov for både fordrevne og ikke-fordrevne og disse resultater kan humanitære aktører bruge for at yde den bedst mulige hjælp.
Undersøgelsens resultater viser desuden, at antallet af børnearbejdere og børn, der ikke går i skole, er foruroligende højt.
Mangel på stort set alt
I første halvdel af 2011 havde en ud af fem familier mistet et familiemedlem på grund af usikkerheden og de vanskelige levevilkår. Befolkningen lever under mangel på mad, medicin, vand og sanitet.
Undersøgelsen viser, at over halvdelen af børnene ikke går i skole. Den dårlige infrastruktur, fattigdom og usikkerhed er blandt årsagerne til dette. I fjerntliggende områder er genopbygning og rehabilitering af skoler nødvendig, da de få skoler, der har eksisteret er enten brændt ned eller ødelagt. Derudover er der stor mangel på lærere i området.
”Undersøgelsen har været en vigtig forudsætning for at kunne vurdere de mest nødvendige behov i regionen. Ud fra dette kan vi nu arbejde på at forbedre vilkårene og sikkerheden for de her familier, som har stærkt brug for hjælp”, siger Line Brylle, programkoordinator for Dansk Flygtningehjælp i CAR og uddyber:
“Det er tydeligt, at børnene er en af de mest udsatte grupper og vi vil yde en stor indsats for at forbedre deres sikkerhed”.
Oprettelse af nødhjælpsaktiviteter
Med den fornyede adgang til regionen har Dansk Flygtningehjælp oprettet nødhjælpsaktiviteter til støtte for befolkningen. Aktiviteterne fokuserer primært på adgang til uddannelse, sanitet og beskyttelse. Flygtningehjælpen har haft kontor i Ndele siden 2008 og har arbejdet i CAR siden 2007.
Undersøgelsen er, udover med ECHELLE, gennemført i samarbejde med Joint IDP Profiling Service (JIPS) og FNs katastrofefund, Central Emergency Response Fund (CERF).