Kun fem levende mestre. Så få mennesker er i dag i stand til at videreføre hezhen yimakan – den traditionelle form for historiefortælling i det nord-østlige Kina.
Derfor er yimakan nu kommet på akutdelen af FNs liste over immateriel kulturarv.
Det mellemstatslige udvalg for beskyttelse af immateriel kulturarv holdt i denne uge på Bali, Indonesien, rapporterer UNESCO. Og her blev medlemmerne konfronteret med den triste historie om en ældgammel kulturform.
Yimakan er fortalt på hezhen-folkets (Også kendt under navnet nanai) sprog og formidler deres historie gennem enkeltstående fortællinger om stammeledere, alliancer og kampe med uhyrer og andre folkeslag.
Yimakan-kunstnere improviserer traditionelt deres historier og veksler uden instrumental ledsagelse mellem sang og tale.
Statistikken viser, at mens der var 20 yimakan-mestre i 1980’erne, er der nu kun fem tilbage, som er i stand til at udføre nogle de traditionelle sange eller bare reciterere fra de vigtigste dele af de lange digte.
Forsvinder de, dør en vigtig del af et folks kollektive erindring.
Og den kinesiske fortælletradition er bare en af 18 sager, der i denne uge blev foreslået til optagelse på listen over immateriel kulturarv med behov for akut beskyttelse, ifølge UNESCO, der administrerer listen.