CARE Danmark og Dansk Flygtningehjælp er med i et nyt initiativ, ’AfriKassen’, som skal styrke småbønders muligheder i Uganda for at sælge deres landbrugsvarer og forbedre deres levevis.
AfriKassen er fyldt med økologiske fødevarer fra Uganda, der er købt direkte fra små økologiske gårde i Uganda.
Afrikas befolkning udgør knap 1/5 af alle mennesker på kloden, men står kun for tre procent af verdenshandlen.
Et nyt initiativ fra CARE Danmark, Dansk Flygtningehjælp, Aarstiderne, Solhjulet og Imperiet vil sætte gang i handlen med ugandesiske bønder, så de kan klare sig selv og få en højere indkomst med råd til lægehjælp og skolegang til deres børn.
– Vi er med til at tilbyde danskerne et nyt produkt, AfriKassen, som skal være med til at fremme handlen mellem Uganda og Danmark. Vi vil støtte småbønderne i at få solgt deres varer på et marked, der ellers er næsten umuligt at komme ind på. På den måde kan vi støtte dem i at handle sig ud af fattigdom, siger Sisan Bové, indsamlingschef i CARE Danmark.
Bønderne får undervisning og træning i at dyrke økologisk landbrug fra Dansk Flygtningehjælps og CARE Danmarks partner, Solhjulet, og det hjælper bønderne til udnytte jorden bedre. Firmaet “Aarstiderne” står for salg og distribution af AfriKassen.
Bæredygtigt landbrug fremmer udvikling
Dansk Flygtningehjælp og CARE Danmark har begge arbejdet med at styrke landbruget i Uganda i mange år. Netop derfor har de to humanitære organisationer valgt at arbejde sammen om at bringe AfriKassen ud på det danske marked:
– Landbruget spiller en afgørende rolle for befolkningens udvikling i Uganda, hvor fire ud af fem lever af jordbruget. Derfor ønsker både Dansk Flygtningehjælp og CARE Danmark at fremme det bæredygtige landbrug i Uganda, siger Henriette von Essen-Leise, indsamlingschef i Dansk Flygtningehjælp.
Vitaminer leveret til døren
AfriKassen indeholder økologiske krydderier, kaffe, tørret frugt, nødder og bønner fra Uganda.
Varerne er forarbejdet i Uganda og sejlet med skib til Danmark. Den danske virksomhed Solhjulet står for at købe varerne direkte fra African Organic, som har tilknyttet ca. 150 små gårde i Uganda. AfriKassen koster 465 kroner og kan bestilles på www.aarstiderne.com
Imperiet har gratis stået for grafisk design. CARE Danmark og Dansk Flygtningehjælp får hver 15 kroner pr. solgt kasse.
Man kan læse mere på: www.solhjulet.dk – www.care.dk – www.flygtning.dk eller www.imperiet.dk
Yderligere oplysninger hos:
Liv Helstrup Østergaard, pressemedarbejder i CARE Danmark
tlf. 61 66 68 19 og e-mail: [email protected]
Kirstine Uhrbrand, projektleder i Dansk Flygtningehjælp
tlf. 33 73 52 80 og e-mail: [email protected]