Udenrigsministeriet: Øget fokus på korruptionsbekæmpelse

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Korruption er de seneste ti år rykket højt op på den politiske dagsorden og diskuteres nu langt mere åbent i flere af de lande, der modtager bistand.

Dette er i sig selv en positiv tendens, konkluderer en ny fælles evaluering af indsatser mod korruption ifølge en pressemeddelelse tirsdag fra udenrigsministeriet.

Evalueringen kæder det øgede fokus på korruption sammen med de nye principper for udviklingsbistand, der blev formuleret i Paris-erklæringen fra 2005.

De betyder, at donorer som Danmark kanaliserer en stadig større del af bistanden gennem partnerlandenes systemer, hvilket har bidraget til, at donorerne lægger mere vægt på at styrke disse systemer.

Og sammen med ratificeringen af FN’s Antikorruptions-Konvention (UNCAC) har det medvirket til, at donorerne har øget deres indsats imod korruption og for god regeringsførelse.

Evalueringen har undersøgt udviklingen i fem udviklingslande, Bangladesh, Nicaragua, Tanzania, Vietnam og Zambia, og set på fem donorers indsatser: Den Asiatiske Udviklingsbank (ADB)) og de statslige bistandsorganisationer i Danmark (Danida), Norge (Norad), Storbritannien (DfID) og Sverige (Sida).

Den konkluderer, at donorernes støtte til at bekæmpe korruption i varierende grad har været relevant og effektiv. Blandt andet har den medvirket til at styrke institutioner og systemer i alle de fem lande, evalueringen omfatter, meddeler Udenrigsministeriet.

Samtidig siges det dog også, at der ikke ud fra nationale indikatorer ses tegn på, at der er sket et fald i korruptionen i de involverede lande.

Det ses dog som et vigtigt skridt, at donorerne har bidraget til at ændre bevidstheden om korruption i partnerlandene. Dette har haft en positiv indflydelse på dagsordenen mht. korruptionsbekæmpelse i de forskellige lande.

Ikke mindst har støtte til overvågning af myndigheder styrket lokal ansvarlighed, og afsløring af små og store korruptionsskandaler kan være et sundt tegn på, at korruption nu oftere kommer frem i lyset.

Mere overordnet kritiserer evalueringen, at der ikke er tilstrækkelig sammenhæng mellem indsatserne imod korruption i partnerlandene. Også internt i donororganisationerne er der plads til forbedringer.

I den forbindelse fremhæves Danidas anti-korruptionspolitik som et eksempel til efterfølgelse, da den vurderes som den mest dækkende og sammenhængende.

Evalueringen er udarbejdet af de britiske konsulentfirmaer ITAD og The Law & Development Partnership Limited (LDP) i samarbejde med konsulenter fra de involverede lande.

Rapporten kan downloades fra internettet på www.evaluering.dk eller www.evaluation.dk.

Yderligere oplysninger om evalueringen kan fås hos chefen for Danidas Evalueringskontor, Ole Winckler Andersen (tlf. 33 92 02 36, [email protected]).