Af Carsten Flint Hunneche, artikel fra Ulandssekretariatet
Lykkeridderne ankommer hverken til hest eller på cykel men oftest til fods, og de har sjældent noget særligt udstyr med sig.
Det er drømmen om pludselig rigdom, som driver dem ned i de snævre, fugtige og lummervarme minegange.
Vi skriver 2012, men det minder flere steder lidt om det store gold-rush i Amerika i det 18. århundrede, fordi guldpriserne det seneste år kun har haft en retning – mod stjernerne.
At være guldminearbejder i de helt små og mindre miner rundt omkring i verden er som oftest et barsk højrisikojob, hvor realisterne med fornuften og indsigten i behold har de bedste over-levelseschancer.
Kombinationen af farlige kemikalier og gasarter, lange og slidsomme arbejdsdage med mange tunge løft og træk, og til tider helt umulige arbejdsstillinger, er sjældent livstidsforlængende.
Klokken er seks morgen. Dalens modsatte bjergside skinner næsten helt sølvgrønt, da de første, spæde lysstråler annoncerer morgenlysets komme. Bydelen og lokalsamfundet Barangay Kias er for længst på stikkerne her langt oppe i den nordfilippinske bjergkæde i Benguet regionen.
Langt hovedparten af barangayens indbyggere tilhører minearbejder-familier, og det er mere reglen end undtagelsen, at mere end ét familiemedlem arbejder i mineområdet – og det både kvinder og mænd, unge som gamle. Alle, som arbejder fast nede i mineområdet, er medlem af Benguet Federation of Small-Scale Miners, Incorporated.
Betonen har ”røde hunde”
Som små, blålige søjler stiger røgen i finurlige slangemønstre op fra de mange ovne og ildsteder og bliver til et tyndt diffust slør på den ferske morgenhimmel.
Med dette sceneri på nethinden sætter jeg sammen med nogle minearbejdere kursen mod mineområdet længere nede ad bjerget.
Første stop er et lille faldefærdigt hus i udkanten af byen, hvor der i et åbent vindue hænger små plastikposer med kalkpulver, nogle bestemte blade og bitre betelnødder. Mange af minearbejderne tygger disse nødder under arbejdet i minen. Ligesom minearbejdere i Bolivia tygger coca-blade, og minearbejdere i Etiopien tygger Khat.
Betelnødden holder sulten på afstand, virker opkvikkende og giver ekstra udholdenhed nede i minegangene. Nødden tygges med blade og kalk for at få en bedre smag, men frem for alt for ikke at gøre maven for sur og oprørsk.
Tygningen producere mundvand i store mængder, og der spyttes jævnligt: – store røde, indtørrede spytpletter dekorerer veje, fortove og gårdspladser. Det ser nærmest ud som om, den beton jeg står på udenfor huset, har fået røde hunde.
Den vej, som snart bliver til en smal, bugtet sti, fører os stejlt nedad, og vi skal ved hvert skridt passe på at fødderne ikke forsvinder under os og tyngdepunktet bringes i frit fald på det mudrede og glatte underlag.
Der er grøn vegetation til alle sider med store nåletræer på vej ned til mineområdet. Det er på disse stier, minearbejderne transportere tunge sække med sten fra minen på størrelse med knyttede næver på deres rygge og skuldre.
Sikkerhedsdilemmaer
Læs videre på http://www.ulandssekretariatet.dk/node/1664
Se tillige http://www.ulandssekretariatet.dk/node/1665
Læs også telegrammet her på U-landsnyt.dk på
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/03-02-12/dansk-projekt-kan-bremse-kviks-lvforurening
—————-
De to artikler optræder på Ulandssekretariatets websted og er stillet til rådighed for U-landsnyt.dk
