Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) og udviklingsminister Christian Friis Bach (R) deltog torsdag i en international konference om Somalia i London og kom her med et øget dansk bidrag til at stabilisere det på mange måder krakelerede land.
På konferencen blev det besluttet at oprette en stabilitetsfond, der bl.a. skal fremme god regeringsførelse og et bæredygtigt retssystem.
Danmark vil bidrage til fonden med 12 mio. kr. Det danske bidrag til fonden ligger i forlængelse af vort engagement i Somalia og på Afrikas Horn, der beløber sig til ca. 200 millioner kr. årligt i de næste tre år.
Hertil kommer den danske humanitære bistand til regionen, skriver udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.
Den stort anlagte konference med Storbritanniens premierminister David Cameron som vært havde deltagelse af bl.a. centrale somaliske aktører, statsledere fra toneangivende lande i regionen, USAs udenrigs-minister, Hillary Clinton, FN’s generalsekretær, Ban Ki-Moon og EU’s repræsentant, Catherine Ashton.
Villy Søvndal:
”Det skorter ikke på udfordringer i Somalia. Vi har gennem mange år vænnet os til dårlige nyheder fra denne del af verden. Men på det seneste har vi set begyndende tegn på opmuntring. Der er fremskridt både i forhold til sikkerhed og den politiske proces. Dem skal vi gribe også selv om det ikke bliver nemt”.
“Jeg er derfor meget tilfreds med udfaldet af konferencen, hvor det lykkedes at sikre klar international opbakning til den politiske proces i Somalia, og hvor vi fik sat nogle solide danske fingeraftryk – ikke mindst når det gælder behovet for en styrket indsats på stabilisering.”
Christian Friis Bach:
”Det er afgørende at vi hurtigt kan følge op med konkrete fremskridt og opbygning af lokale myndigheder og organisationer i de områder i Somalia, hvor der nu skabes stabilitet og øget sikkerhed. Derfor er den nye stabilitetsfond vigtig.”
Udviklingsministeren nævner hovedgaden i Mogadishu som et konkret eksempel:
”For under et år siden var hovedgaden frontlinje i en blodig krig. I dag er den renoveret med dansk støtte og er et sted hvor indbyggerne går, kører, handler, bygger og maler. Danmark bidrager nu også til at renovere hospitalet. Det er den slags konkrete fremskridt, stabilitetsfonden skal bidrage til.”
Som ministeren erfarede under sit nylige besøg i Mogadishu og Somalia, er der fortsat et stort behov for nødhjælp:
”Somalierne er ekstremt fattige og udsatte og mangler mad, vand og andre fornødenheder. Konferencen viste en stor vilje til at samle kræfterne om at genopbygge landet, øge fødevaresikkerheden og skabe modstandskraft i befolkningen. Det er en meget væsentlig prioritet for os. ”, siger Christian Friis Bach.
På konferencen blev det hilst velkommen, at der er opnået enighed om en styrkelse af den Afrikanske Unions mission i Somalia, AMISOM. Ligeledes var der enighed om øget international koordination samt en styrket indsat mod pirateri og terrorisme.
Yderligere oplysninger hos:
Jean-Charles Ellermann-Kingombe, UM, tlf: 25 26 76 06
Claus Perregaard, UM, tlf: 41 73 38 96
Elsebeth Søndergaard Krone, UM, tlf: 50 87 66 06