Søvndal og Friis Bach: Skuffende tilbageslag for kvinders rettigheder

Forfatter billede

De afsluttende forhandlinger om et slutdokument for dette års samling i FN’s Kvindekommission i New York endte torsdag med et uventet sammenbrud.

Det er første gang siden 2003, at det ikke har været muligt at vedtage et slutdokument, skriver udenrigsministeriet i en pressemeddelelse fredag.

Den elementære ret for kvinder til at bestemme over egen krop blev den helt centrale knast i forhandlingerne. Der kunne ikke skabes enighed om pigers og kvinders adgang til seksualundervisning, prævention, uddannet fødselshjælp og f.eks. abort.

For Danmark er disse sundhedsydelser ikke blot afgørende for, at kvinder kommer ud af fattigdom, men de er også et mål i sig selv.

Erfaringer fra tidligere år har sat lande som Syrien, Singapore og Pakistan i stolen som førende modstandere af sådanne rettigheder.

Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) og udviklingsminister Christian Friis Bach (R) er begge skuffede og siger i en fælles udtalelse:

“Det er fortvivlende, at FN ikke kunne samles om en stærk udmelding om kvinders rettigheder og muligheder. De kuldsejlede forhandlinger viser desværre, at der stadig er kræfter i det internationale samfund, der modarbejder kvinders rettigheder”.

“Men det bekræfter samtidig vigtigheden af, at Danmark i både udenrigs- og udviklingspolitikken står fast og endda udbygger vores engagement i kampen for menneskerettighederne og kvinders lige muligheder”.

“Sammenbruddet er en trussel for det globale ligestillingsarbejde. Kvinder i u-landenes landområder har brug for et stærkt rygstød fra det internationale samfund for at komme fri af undertrykkelse og fattigdom”.

“Kvinders rettigheder vil fortsat være en hovedprioritet for Danmark i den globale værdkamp. Vi fortsætter derfor dialogen – også med de bagstræberiske lande – om at sikre kvinder samme muligheder som mænd her i verden.”

Hovedtemaet for årets samling i FN var kvinder på landet (”rural women”) og deres økonomiske og sociale udvikling.

Der var lagt op til at vedtage et slutdokument og resolutioner om bl.a. mødredødelighed, kvinder og hiv/aids, oprindelige folk, kvinder i naturkatastrofer, og om at modgå omskæring af piger og kvinder.

Målsætningen var at sætte nye standarder for kvinders rettigheder og muligheder, for derved at fremme deres sociale, økonomiske og politiske deltagelse i samfundet.

The Commission on the Status of Women (CSW) is a functional commission of the UN Economic and Social Council. The 56th session took place 27 Feb-9 March – blev forlænget til 15 marts 2012.

Yderligere oplysninger hos:
Thomas Hundsbæk, tlf. 41 86 59 00