Folkekirkens Nødhjælp har modtaget omregnet 12 mio. kroner af den britiske regering til at sikre Libyens kvinder en stemme i genopbygningen af det nordafrikanske land. Og det er der god brug for.
Efter opgøret med oberst Muammar Gadaffis regime lovede den libyske overgangsregering at sikre alle regionale og politiske minoriteters repræsentation i landets nye ledelse. Men en gruppe forblev voldsomt underrepræsenteret: landets kvinder.
”Det bliver en lakmusprøve på Libyens vilje til at udvikle en demokratisk politisk kultur, at den nye grundlov forbyder diskriminering af kvinder og fremmer kvinders rettigheder”, siger Mikael Bjerrum, projektkoordinator i Libyen for Folkekirkens Nødhjælp.
“Kvinders medindflydelse kan kun sikres, hvis Libyens internationale allierede fastholder punktet på dagsordenen og fortsætter støtten til civilsamfundsorganisationer, der støtter kvinders rettigheder,” føjer han til.
Overgangsregerin-gen er gået i gang med at udarbejde en ny grundlov, og på grund af kvinders ringe repræsentation er der reel fare for, at kvinders rettig-heder forsvinder i lovgivningspro-cessen.
Den midlertidige præsident fremsatte i sin første tale forslag om en 10 procents kvinderepræsentation i parlamentet – forslaget blev siden enstemmigt nedstemt af valgkommissionen med den begrundelse, at der ikke synes at være folkelig støtte til en kvinde-kvote.
Nu har den den britiske ambassade i Libyen bevilget 12 mio. kroner til Folkekirkens Nødhjælps arbejde for styrke de libyske kvinders rettigheder.
Med bevillingen vil den danske NGO inspirere de svage eksisterende kvindeorganisationer til at danne netværk og undervise dem i at lave fælles kampagner på både nationalt og lokalt niveau.
Samtidig vil man sætte kvinderne i forbindelse med andre kvindenetværk i regionen for på den måde at give dem større gennemslagskraft og legitimitet.
FAKTA
* Folkekirkens Nødhjælp har arbejdet i Libyen siden maj 2011, hvor landets Nationale Råd gennem FN bad om hjælp til at rydde miner og ueksploderet ammunition.
* Herudover har organisationen lang erfaring med arbejdet for kvinders rettigheder, bl.a. i de besatte palæstinensiske områder.
Yderligere oplysninger hos:
Mikael Bjerrum, projektkoordinator for Folkekirkens Nødhjælp
i Tripoli Libyen, mobil + 218 917 127 508
og Henrik Stubkjær, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp
mobil 29 70 06 00