Blot to uger efter Mogadishus National Theater genåbnede med et stort underholdningsshow, blev det i onsdags mål for et selvmordsattentat.
Det skriver France24 torsdag.
Ti omkom under attentatet og mange er sårede. Bag angrebet står al Shabaab.
Blandt de omkomne er en repræsentant fra Somalias Olympiske Komité, samt præsidenten for Somalias Fodboldforbund.
Teater skulle være ny start på kulturliv
National Teatret havde netop fejret sin genåbning ved en stor festlig begivenhed i det nedbrudte teater den 19. Marts.
Her markerede kunstnere en ny start på Somalias kulturliv inden for rammerne af et nationalt kulturcenter.
I tyve år havde teatret stået i skyggen af borgerkrig, og været underlagt al Shabaabs forbud mod kunst og kultur der stred imod deres fortolkning af Sharia.
Teatret genåbnede efter det lykkedes tropper fra Kenya og Etiopien at fordrive al Shabaab fra det sydlige Somalia og dele af Mogadishu.
Symbol i centrum af konflikten
Håbet var at det krigshærgede Mogadishu kunne rejse sig fra støvet igen. Koncerten skulle være starten på et nyt kapitel, hvor kunst og kultur igen var en del af livet i den somaliske hovedstad.
Ved ceremonien d. 19. Marts erklærede den somaliske præsident fra scenen: ”Vi skal deltage i en ny somalisk historie, og reparere vores huse, trykke hænder og forenes”.
Ved onsdagens attentat, blev somalierne imidlertid revet ud af deres forhåbning om fred og forsoning. Igen må de slikke deres sår efter voldelige angreb fra al Shabaab.
National teatret er af bloggeren, Alex Thurston blevet kaldt et symbol, der bliver anvendt i striden mellem de modsatrettede interesser i Somalia:
”Hvis regeringen vil bruge teatret som symbol til at markere et politisk argument, da vil andre rette sig mod det samme symbol, for at markere deres ganske anderledes argument”, skriver Alex Thurston i sin blog.