Den israelske regering arbejder i øjeblikket på at lovliggøre eksistensen af tre jødiske udpostbosættelser – Sansana, Rechelim og Bruchin – som er opført forskellige steder på den palæstinensiske Vestbred.
Udenrigsminister Villy Søvndal (SF):
”Det er med stor skuffelse, at jeg erfarer om den israelske regerings planer. De følger i kølvandet på en række israelske skridt, der i den senere tid er taget for at etablere eller udvide bosættelser på Vestbredden og i Øst-Jerusalem”.
“I den sammenhæng vil jeg understrege regeringens skarpeste afstand-tagen til denne kontinuerlige israelske salamitaktik, hvorefter man skridt for skridt etablerer fysiske og faktiske omstændigheder på palæstinensisk jord, som er ulovlige og helt indlysende er en fundamental trussel mod den to-statsløsning, som den israelske regering siger, at den bakker op om.”
Bosættelserne kan kun lovliggøres efter israelsk lov, i det internationale samfunds øjne er de ulovlige, da de er anlagt på besat jord.
Ikke desto mindre bor der nu flere hundredtusinde jødiske bosættere på den besatte Vestbred og i Østjerusalem.