Kommentar af Christian Friis Bach
Det har været berigende og interessant at debattere og diskutere indholdet af den nye lov om internationalt udviklingssamarbejde. Der har været masser af konstruktive indspark, ris, ros og nuancerede holdninger.
Det har inspireret mig og ført til både forbedringer og forandringer.
Jesper Søes gentagne kritik af forløbet og indholdet i den hører dog ikke til i den kategori.
Under striber af møder, talrige diskussioner, kontakter, høringssvar, politiske drøftelser er der blevet lyttet – og det har ført til mange ændringer og omskrivninger.
Vi får nu en lov, hvor fattigdoms-bekæmpelse og en rettighedsbaseret tilgang bliver lovfæstet for første gang.
Hvor der henvises til internationalt vedtagne principper og mål og til partnerskabsideen. Hvor politiksammenhæng får en plads – hvilket kun få lande i Europa har sikret.
Og hvor det lovfæstes, at vi skal sikre en åbenhed, der går ud over de nuværende krav. Det er markante fremskridt, der vil gavne vore samarbejdspartnere i udviklingslandene.
“Besynderligt snævert at fokusere på Styrelsen”
Men Jesper Søe og U-landsnyt har udelukkende i de mange indlæg fokuseret på den organisatoriske ændring, hvor Styrelsen nedlægges i den nuværende form.
Det er et besynderligt snævert og indadskuende fokus i en branche, der ellers burde have blikket rettet udad mod de udviklingslande, samfund og mennesker, som vi ønsker at støtte.
Jesper Søe beskriver det som om hele verden har stået sammen i mod ministeren i kampen for at bevare styrelsen i uændret form. Det er stærkt fordrejet.
Der har bestemt været aktører, der har ønsket at bevare styrelsen. En del af dem har en meget naturlig og forståelig interesse. Men der har også været stemmer, der entydigt har bakket op om ændringerne.
Ja, der har endda været indlæg, der mener vi ikke går langt nok, i at sikre en klar adskillelse mellem interessent-varetagelse og faglighed. Jeg har lyttet til begge lejre, som man bør, når ens kritikere har gode pointer.
“Ministeren får mindre magt”
Bevillingskomiteen bliver derfor nu nedsat med ligelig repræsentation af eksterne og interne. Udviklingspolitisk Råd har fået selvstændighed, en formand og markant udvidede beføjelser – initiativret, indstillingsret til bevillingskomiteen.
Det vil blive et råd, der både skal behandle strategi, principielle beslutninger og programmer, have ansvar for evalueringer og en rolle i oplysningsarbejdet.
Det bliver et samlende og strategisk råd, der vil sikre en stærkere inddragelse og øget indflydelse for baglandet. Samtidig bliver rådet bredere sammensat og repræsentanterne indstilles af organisationerne.
Det var ikke lovfæstet tidligere. Ministerens magt bliver mindre, ikke større i den nye konstruktion.
Alt det har Jesper Søe tilsyneladende ikke opdaget. Måske fordi han ikke selv har deltaget i de mange møder, bl.a. et særligt møde om loven, som var arrangeret af både DIIS og UM.
Christian Friis Bach (46) blev udnævnt til udviklingsminister d. 3. oktober 2011 i statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) regering, bestående af Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti.
Han repræsenterer Det Radikale Venstre og efterfulgte Venstremanden Søren Pind på posten.
——–
Svar fra Jesper Søe
Godt nok et underligt indlæg. Intet medie har tilnærmelsesvis behandlet forslaget til den nye lov så grundigt som U-landsnyt.dk. Fra alle vinkler.
Men netop denne kommentators kritik er ikke “konstruktiv”. Det er kendetegnende for magthavere at kvalificere kritik. Den er konstruktiv og velkommen, hvis den ikke går for tæt på, og usaglig og urimelig, hvis den er tilstrækkeligt generende og to the point.
Det er der intet nyt i. Det nye er, hvordan Christian Friis Bach stort set hele vejen igennem har gjort et og sagt noget andet:
Tag bare åbenhedsaspektet sat i relation til en mand, der – offentligt – har kaldt sig “åbenhedsfanatiker”:
* Han hemmeligholdt længe – alt for længe – overfor offentligheden, at han ville have en hel ny lov og skrotte den gamle
* Han nedsatte et internt embedsmandsudvalg til den ende uden at melde det ud offentligt,
* Han valgte – selv langt henne i forløbet – ikke at fortælle offentligheden, at han ville skrotte hele den hidtidige folkelige struktur omkring Danida
* Han nægtede aktindsigt om lovforslagets tilblivelse, da undertegnede søgte herom (ikke direkte, ministeren krøb i ly bag sit embedsværk)
* Han afviste – trods høringsprocessen – enhver realitetsdrøftelse af U-landstyrelsens forbliven (hvilket på sæt og vis gjorde høringen meningsløs).
* Han var i stort set alle sammenhænge uvillig til af egen drift at tage initiativ til at drøfte loven i offentlige fora.
Han bestemte kort sagt selv suverænt, hvad han ville diskutere. Den slags plejer at være et ret godt skudsmål på et magtmenneske.
Åbenheden har været en fremtidig kostløs vision, ikke en nærværende realitet i de syv måneder, han har siddet som minister. Og slet ikke når den gjorde ondt.
Dertil kommer, at han intet har gjort for at sikre fremtrædende omtale på Danidas website af de milliardstore bevillinger, der bare det seneste halve år er gået igennem U-landsstyrelsen (hvorimod hans egen ministerielle gøren og laden er omtalt vidt og bredt).
Intet har gjort for at sikre Danidas blad “Udvikling” et eftertragtet frihedsbrev, som kunne styrke bladets stilling og dermed u-lands-oplysningen. Det var såmænd hans seneste radikale forgænger på ministerposten, Anita Bay Bundegaard, der reddede det fra lukning i 2000 (jeg burde vide det som redaktør dengang).
Altsammen noget en ægte “åbenhedsfanatiker” med det samme ville have grebet fat i og gjort på en anden måde.
Vi kunne blive ved. Det må være nok nu.
Dennne kommentator vil samle op på forløbet og loven i næste uge, når lovforslaget 2. behandles i Folketinget. Det sker på tirsdag (22.05).
————
Jesper Søe (64) er journalist og har beskæftiget sig med u-landsforhold i 40 år, herunder ti års ansættelse i Danida som redaktør af “Udviklng” (1992-2002).
