Rapport: Klimakamp i Syd skal motiveres og drives nedefra

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Klimaforandringernes barske konsekvenser rammer allerede de fattigste udviklingslande hårdt med tørke, oversvømmelser, orkaner, m.v. En international aftale, der kan bremse den globale opvarmning, har lange udsigter; forhandlingerne snegler sig af sted.

De fattige udviklingslande må derfor selv udvikle indsatser og politikker for at forberede sig på de drastiske ændringer i deres livsbetingelser, der er undervejs, skriver CARE Danmark mandag i en rapport fra Bonn i Tyskland.

Den nye rapport fra danske og internationale NGO’er dokumenterer, at folkelige bevægelser og grupper spiller en helt afgørende rolle for at sætte klimaet på den politiske dagsorden i udviklingslandene, bl.a. når det gælder om at beskytte de fattigste og mest sårbare lokalsamfund mod konsekvenserne af et klima i forandring.

Det er civilsamfundets klimaforkæmpere, der presser på for nye love, programmer, politikker og strategier om klimaforandring; NGO’er i Syd holder regeringerne fast på deres løfter og ansvar og påpeger manglende sammenhæng i klimaindsatserne.

Vigtigst af alt er civilsamfundet ofte garant for, at politikere og beslutningstagere ikke overser de fattigste og mest sårbare, når der formuleres klimapolitik.

Det dokumenteres i rapporten, der kom ud mandag ved FNs klimaforhandlinger i Bonn. Den er begået af en koalition af over 20 klimanetværk i u-landene med støtte fra International Institute of Environment and Development (IIED), CARE Danmark og fire andre danske NGO’er.

“Mange u-lande – selv de fattigste – har nu aktive NGO-netværk, der arbejder med klima – og de får gradvist mere indflydelse”, siger Peter With, der står bag rapporten for CARE Danmark.

“Klimanetværk kan bygge bro mellem de fattige lokalsamfund, lokale myndigheder og beslutningstagerne i ministerierne i hovedstæderne – og sikre, at der bliver taget hånd om klimaproblemerne på landsbyniveau”, lægger han til.

Rapporten “Southern Voices on Climate Policy Choices” analyserer de redskaber og metoder, som NGO’er i udviklingslande benytter for at påvirke de politiske initiativer, der skal håndtere klimaforandringerne.

Bl.a. viser den, hvad klimanetværk kan opnå ved at alliere sig med medier og journalister for at nå igennem til offentligheden og beslutningstagerne.

Ved en langvarig dialog med embedsmænd og politikere samt en indsats for at skaffe mediedækning er det lykkedes ’Climate Change Working Group’ i Zimbabwe at få regeringen til at forberede en national strategi for klimaforandringer.

Som resultat af lobby- og kampagneindsats fra Cook Øernes ’Climate Action Network’ er der nu etableret en særlig enhed for klimaforandringer under premierministeren for at sikre, at emnet behandles på allerhøjeste politiske niveau på de fjerne Stillehavs-øer.

Men klimanetværkene oplever også talrige udfordringer, fremgår det af rapporten. Mange netværk mangler stadig ekspertise og ressourcer til effektivt at påvirke klimapolitikken. Og i de tilfælde, hvor netværkenes relationer til regeringerne er svage eller anstrengte, har civilsamfundet ikke meget at skulle have sagt.

Mere end 20 klimanetværk og deres medlemsorganisationer i Afrika, Asien, Latinamerika og i Stillehavsregionen har bidraget til rapporten.

De samarbejder i programmet ’Southern Voices on Climate Change’, der gennemføres af et konsortium af fire danske og to internationale NGO’er med finansiering fra Danidas klimapulje.

Organisationerne bag er CARE Danmark, Folkekirkens Nødhjælp, IBIS, VedvarendeEnergi, International Institute for Environment and Development (IIED) samt Climate Action Network – International.

Rapporten bliver offentliggjort på en pressekonference mandag, som webcastes direkte på
http://unfccc4.meta-fusion.com/kongresse/sb36/templ/ovw_live.php?id_kongressmain=217

Rapporten er tilgængelig på www.southernvoices.net

Yderligere oplysninger hos:
Peter With, CARE Danmark,
Tlf. 53 7272 49 og e-mail: [email protected]