Den norske film Limbo leverer et knugende familiedrama så intenst, at man nærmest fornemmer dryp fra de svedperler, der ikke kun er frembragt af Trinidads tropiske varme.
Filmanmeldelse af Lone Højsgaard, U-landsnyt.dk
Gin-tonic og cigaretter
Hjemme i Norge ryger Sonia normalt kun til fester. Men cigaretterne og gin-tonic’en bliver hurtigt Sonias fortrolige i tilværelsen som medfølgende expat-hustru i Trinidad, i skyggen af sin mand og duvende palmeblade.
Året er 1973. Sonia går tøvende til opgaven som udstationeret frue i det eksotiske Trinidad, hvor hun skal bo med sin mand og deres to børn.
Men håbefuld i gensynet med sin mand, der allerede har etableret sig i det caribiske land via sit arbejde i oliebranchen, prøver hun at indfinde sig under de anderledes forhold.
Med store øjne og nordisk undren ser hun det samfund, hun og familien har slået sig ned i.
Expat-miljøet med relationer så glatte, som de aftenkjoler familiens hushjælp har strøget for hende. Og det øvrige lokalsamfund, hvor kontrasten mellem sort og hvid står så klart som det knaldrøde cocktailbær i de blege champagnedrinks, expats’ne indtager under deres hyppige selskaber.
Overflødiggjort
”Det er ligesom at være på restaurant,” udbryder den ældste af børnene under måltidet, når den lille familie bliver opvartet af hushjælpen.
Men det, som kan minde om en ferie, bliver hurtigt til en indholdsløs livsførelse for Sonia, hvis mand og børn lever deres egne liv i de nye omgivelser.
Fra sidelinjen må hun se til, mens lokale kvinder står i kø for at overtage hendes plads som sin mands elsker. På hjemmefronten er hun udkonkurreret af hushjælpen, der stryger skjorter og laver mad til familien.
Snart er hendes rolle indskrænket til at være Jos kønne ledsager ved selskaber.
Et langt maveonde
Livet i troperne udvikler sig efterhånden til et dysfunktionelt scenarium affødt af afstand og frustration i familien.
Den yngste af børnene, Fredrik, har kronisk ondt i maven. Som et åbenlyst udtryk for, at der er noget helt galt i familiens solar plexus.
Men det klare symptom på familiens mistrivsel bliver slået hen med et besøg af lægen, der kan konstatere, at det ikke er drengens fysiske helbred, der er noget galt med.
Som vidne til dette drama sidder man med en tilsvarende knugende fornemmelse i maven gennem det meste af filmens forløb: Over det forknytte forhold, der udspiller sig mellem mand og kvinde. Over den himmelråbende ulighed mellem sort og hvid, og over de overfladiske relationer expats’ne imellem.
Familiens foretagende i Trinidad synes mere og mere hult, som historien skrider frem og må uundgåeligt nå et kollaps, hvilket også sker eftertrykkeligt.
Skyggesider
Limbo bringer associationer til danske Jakob Ejersbos skildring af det post-koloniale Afrika og de dystre skyggesider af hvide familiers tilværelser med ingredienser som facade, løgne og utroskab iblandet en god sjat gin-tonic og cigaretter.
Samtidig trækker Limbo på norske Ibsens sans for familiedramaer med sit bidende blik for den kuldsejlede mand-kvinde-relation, der slår sprækker som et udpint landskab.
Der er langt hjem til Norge fra Trinidad. Men hen mod historiens afslutning er der mere end et Atlanterhav mellem ægteparret Jo og Sonia.
Sprækkerne i forholdet kan læses som skygger over Sonias ansigt, mens manden er mere optaget af sin magtfulde position og det arbejde, der følger med, som familien må tilpasse sig under.
Filmen er baseret på instruktør Marie Sødahls personlige erindringer fra en barndom i Trinidad. Den er et blik på vores tidligere tilstedeværelse rundt om i verden og fungerer som et evigt aktuelt vidnesbyrd om videreførelse af koloniale relationer.
Men særligt er den et blik på en kernefamilie, der går op i limningen, og det kan mærkes helt ind i bugen.
Fakta
Filmtitel: Limbo
Instrueret af Maria Sødahl
Produceret i 2010 som samarbejde mellem Norge-Sverige-Danmark
Filmen varer 105 minutter
Limbo kan se i Grand Teatret i København, Øst for Paradis i Aarhus og Biffen i Aalborg. Vises med norske undertekster.
Se trailer:
[video:http://youtu.be/qPq3qKuv0aU]
