Miljø- og udviklingsorganisationen CARE Danmark kan her i sit 25.ende jubilæumsår rykke ind i nye og dobbelt så store lokaler; faktisk så store, at man må fremleje en 5-600 m2 i sit nye domicil på Amagerbro. Flytningen sker med virkning fra mandag d. 18. juni 2012.
CARE skal bo i en tidligere oliemølle fra 1880 på Jemtelandsgade nr. 1. med hovedindgang ud til Prags boulevard og i kort afstand fra Amagerbro metrostation. En renoveret bygning, der er erklæret delvis bevaringsværdig, hvorfor man ikke må ændre på den udvendig, men gerne indvendig.
Her har organisationen lejet sig ind hos ejendomsselskabet Egtoftevej Aps og råder ved indflytningen over ca. 2.100 m2 fordelt på stuen, første og anden sal samt en større loftsetage.
Det er dobbelt så meget plads, som på den hidtidige mangeårige adresse på stueetagen i Nørrebrogade 68 B og første sal i 66 C, hvorfor CARE gerne vil fremleje de 5-600 m2 til interesserede organisationer m.v.
Men uanset hvad, er CARE Danmark glad for at få ekstra plads til sine nu omregnet 28 fuldtidsansatte med i realiteten omkring 40 arbejdsstationer, som også benyttes af frivillige, organisationens ambassadører og andre. Dertil kommer, at miljøsamvirket 92-gruppen, flytter med fra Nørrebro.
Aftalen om flytningen faldt på plads umiddelbart før Påske, idet den hidtidige ejer Oskar Jensen & co A/S havde afhændet bygningskomplek-set i den lille stikgade ud til Nørrebrogade.
Det skete til pengestærke Obel-LFI Ejendomme A/S, som samtidig overtog et større projekt, der går ud på at omdanne ejendommene til “Nørre Campus” for et kommende københavnsk erhvervsakademi.
Derved kom der skub i tingene og en for CARE Danmark antagelig fraflytningsaftale blev indgået. Organisationen havde nemlig den trumf i baghånden overfor både de gamle og nye ejere, at man var uopsigelig indtil september 2013, mens ejerne stod og skulle bruge lokalerne her og nu.
Uopsigelig i 18 år
Solidaritets- og bistandsorganisationen IBIS er af samme årsag netop fraflyttet ejendommen, hvor man havde til huse samfulde 26 år. Byttet blev dog godt, nemlig en attraktiv beliggenhed på Vesterbrogade, et stenkast fra Rådhuspladsen, hvor man rykkede ind i foråret.
IBIS er uopsigelig i sit nye lejemål fra udlejers side i syv-et-halvt år fra 1. april 2012. Her har CARE Danmark sikret sig endnu længere. Man er uopsigelig helt frem til 1. juli 2030, altså de næste 18 år, mod til gengæld først at kunne sige lejemålet op selv om otte år, mere præcist fra 1. juli 2020.
Dertil kommer, at man måtte forpligte sig til at overtage lejemålet for HELE bygningen på Jemtelandsgade, der er en sidevej til Holmblads-gade. Stuen, første og anden etage, som CARE delvis lægger beslag på, er hver på 620 m2 og på anden sal kommer man til at råde over et større mødelokale.
Økonomisk set er målet på sigt “ikke at sidde væsentligt dyrere (i leje) end på Nørrebrogade”, som det udtrykkes, men det kræver fremleje af de overskydende kvadratmetre.
Rent praktisk foregår flytningen fra og med fredag d. 15 juni og man håber at være nogenlunde klar til at åbne igen i løbet af mandagen (18.06), når telefoner og IT-systemer er på plads.
I perioden fredag til mandag kan man ringe til et omdirigeret hovednummer og lægge beskeder, men ikke komme direkte i kontakt med medarbejderne (telefonnummeret ændres ikke ved flytningen).
Det hele kommer i en travl periode for CARE-staben. Man har netop holdt verdensmøde for CARE International i København, og skiftet sine to IT-systemer.
Fremadrettet kommer man på den anden side for første gang i mangfoldige år til at bo under samme tag i stedet for to steder som på Nørrebro.