Christina Lund Sørensen har i en årrække fulgt den buddhistiske munk Ashin i Burma. Det er blevet til bogen “Ashins forår – fortællinger fra Burma”, som aktuelt ligger nr. 9 på Arnold Buscks bestsellerliste.
2012 er Burmas (Myanmar) år. Der er næppe blevet skrevet og sagt mere om det hidtil glemte land end i øjeblikket. ’ASHINS FORÅR’ tager læserne med på en rejse gennem et smukt, men forpint land, der er under forandring. Guiden er den buddhistiske munk Ashin.
Ashin er munk i et af verdens mest brutale militærregimer. I september 2007 går han og tusindvis af andre munke på gaden i Burma, hvor de viser deres utilfredshed med styrets undertrykkelse af befolkningen. Håbet sitrer i luften, men munkenes forsøg på revolution slår fejl. Militæret sætter hårdt ind over for munkene og fængsler, tæver og dræber dem for at få dem til at tie. Ashin kan kun bede til, at hans land nogensinde bliver et bedre sted at leve.
I over to år har Christina Lund Sørensen fulgt den buddhistiske munk, Ashin, og sammen tager de på en rejse gennem Burma. Der udvikler sig et varmt venskab mellem journalisten og munken undervejs, mens de sammen forsøger at finde ud af, hvad det vil sige at være menneske i et af verdens mindst frie lande.
ASHINS FORÅR er en dokumentarisk fortælling om en helt særlig munk, hans drøm om frihed, om kærlighed til en engelsk fodboldklub, om Aung San Suu Kyi og om at være munk i et land, der i årtier har været isoleret fra resten af verden, men som i disse år er under voldsom forandring. Dette er Burma.
Om forfatteren
Christina Lund Sørensen (f. 1980) er journalist og har i en årrække beskæftiget sig med demokrati og menneskerettigheder i Sydøstasien og har boet i regionen. Som freelance-korrespondent har hun dækket politik og konflikter for Danmarks Radio, Kristeligt Dagblad og Morgenavisen Jyllands-Posten. Hun har interviewet personer som Aung San Suu Kyi og Abu Bakar Bashir. Christina Lund Sørensen blev i 2009 nomineret til Nairobiprisen for at sætte fokus på forholdene i Sydøstasien.
Uddrag fra ASHINS FORÅR
”Ashin rejste sig op. Han ville vise mig hele klosterets område. Bagerst på grunden lå ruinerne af en 500 år gammel zedi , som var et spir, der var tykt nede ved jorden og blev tyndere og tyndere med højden. Zedien er et centralt element i templer ikke blot i Burma, men i alle buddhistiske kulturer. Nogle af dem indeholder en tand eller et hår fra Buddha. Eller det er i al fald sådan, fortællingen lyder. Spørgsmålet er naturligvis, hvor meget sandt der er i det. Og andre zedier blev bygget som symbol på vigtige hændelser i Buddhas liv.
Zedien i Ashins kloster var hvidmalet og hegnet ind i en firkant af murbrokker fra gamle tempelvægge, hvor indgangsportene stod næsten intakte med søjler og detaljerede mønstre hugget i stenene.
For at komme hen til zedien skulle vi gå tværs gennem klosterets område, og jeg gik hen for at hente mine sandaler, for vi skulle gå igennem både jord og græs, hvor der kunne gemme sig alverdens kryb.
”Hvad laver du?” spurgte Ashin.
”Jeg henter min sandaler.”
Du må ikke gå i sandaler på klosterets område.”
”Jamen du har da sandaler på.”
”Ja, men jeg er munk, så det er noget andet. Som munk kan jeg have mine sandaler på. Det kan du ikke”
Måske var det en magtdemonstration for at vise mig, at jeg ikke skulle kritisere ham for at true novicerne med tæv. Uanset hvad det skyldtes, var det ikke til diskussion. Sandalerne skulle blive stående på trappen, og jeg skulle nu vade gennem et skorpionbefængt farvand, var jeg sikker på.
Jeg traskede efter munken, mens mine øjne var naglet fast til jorden og mine bare fødder.
”Er der skorpioner?” spurgte jeg.
”Ja, her er skorpioner.”
”Er det sandt? Jeg vender om,” proklamerede jeg uden egentlig at være klar over, hvilket svar jeg havde forventet.
Ashin standsede op, vendte sig om og så på mig: ”Hvad er du bange for?”
”Jeg er bange for, at en skorpion skal stikke mig. Eller bide eller hvad sådan nogle nu gør,” svarede jeg.
”Hvorfor?”
Jeg syntes, at spørgsmålet var vanvittigt dumt. Kunne han virkelig ikke regne ud, hvorfor jeg var bange for skorpioner?
”Fordi skorpioner er giftige, og jeg kan dø.”
”Er du bange for, at en skorpion skal stikke dig, så du dør?”
”Ja,” peb jeg.
”Hvis en skorpion vil stikke dig, gør den det. Og hvis den er giftig, så dør du af det. Der er intet, du kan gøre ved det. Sådan er livet.”
Ashin vendte sig om og gik videre, mens jeg stod forbløffet tilbage et par sekunder. Så overvandt jeg frygten for stikkende skorpioner og trippede efter ham.
Munkens skæbnesyn hang sammen med hans tro. For ham var alt forudbestemt af begivenheder og adfærd i tidligere liv. Det var ikke nogen højere magt eller Gud, der bestemte, om jeg ville blive stukket af en skorpion. Det var de gerninger mine tidligere inkarnationer, mine liv, havde gjort. Og hvis de nu havde gjort en skorpion ondt, hvilket jeg jo af gode grunde ikke kunne vide, ville en skorpion hævne sig, hvis den fik muligheden for det. Der var intet, jeg kunne stille op.
Når Ashin havde sine mørkeste øjeblikke var han sikker på, at det var dårlig karma, der var skyld i, at burmeserne led under et grusomt militærstyre. At det var derfor det aldrig var lykkedes at lave revolution.
”Vi burmesere må alle have gjort noget forfærdeligt på et tidspunkt, sådan som vi lider nu,” sagde han til mig.
I 2008 kunne Ashin ved selvsyn konstatere, at Burma led af dårlig karma og at den ene ulykke efter den anden regnede ind over landet. Knapt et år efter, at militæret havde slået hårdt ned på munkene, kom stormen. ”
