Fælledparken i København danner søndag ramme om dette års Couleur Café, hvor der vil være marked og musik fra Afrika. Bil Aka Kora fra Burkina Faso er dagens musikalske hovednavn.
Et hjørne af Fælledparken forvandles 24. juni til en afrikanske markedsplads med musik, kunst og gastronomi. Flere tusinde københavnere har gennem nu 10 år haft mulighed for helt gratis at nyde nogle af de største kunstnere i norden inden for afrikansk musik.
Et af formålene med Couleur Café er netop at skabe opmærksomhed omkring det afrikanske kulturliv i København. Arrangørerne håber at kunne give et bidrag til at øge integration, kulturel forståelse og respekt blandt herboende afrikanere og danskere ved at samle dem omkring en positiv kulturel oplevelse.
Couleur Café er arrangeret af frivillige og koordineret af Venskabsforeningen Danmark-Vestafrika.
Musik
Musikprogrammet indeholder både kendte og ukendte navne for den danske world-scene.
Guitaristen og sangeren Bil Aka Kora er hovednavnet på scenen søndag. Har har de seneste år skabt international opmærksomhed omkring sin musik. I Burkina Faso er han en af landets mest kendte og respekterede musikere. Hans egen udgave af dansevenlig afropop trækker på traditionel musik fra det sydlige Burkina Faso blandet med rock, pop og reggae. Lyt til Bil Aka Kora her:
[video:http://youtu.be/fIAqpBJRVJ0]Musikprogrammet byder desuden på Katamanto Highlife Orchestra – et stort showband med efterhånden mange år på bagen inden for den populære highlife genre, Basiru Sosu (Gambia) med kora og band.
Det nydannede dance crew Afrodisiac giver os et lille show med eksempler, der trækker på både traditionel afrikansk dans og moderne som kwasa kwasa, ndombolo og zouk.
Derudover optræder Moussa Diallo (Mali/DK), der har slået sit navn fast som en uomgængelig ener i det danske world-miljø.
Musikerne spiller fra kl. 13 i denne rækkefølge:
Basiru Suso Quartet
Katamanto Highlife Orchestra
Afrodisiac Dance Crew
Moussa Diallo Quartet
Bil Aka Kora & DB Big Band
Marked
I år er der ti boder med info og produkter, og tre boder med afrikansk mad. Genvej til Udvikling tilbyder fx håndværksprodukter, postkort, hæfter og bøger. Håndværket er fra partnerorganisationer, Kooperativet i Amataltal, Niger og Pag la Yiri, Burkina Faso.
Kono Business sælger smukke tørklæder, kjoler og computer sleeves – alt sammen produceret i Sierra Leone.