Roskilde dag 3: Der var kærlighed i den tunge luft over Roskilde Festival, hvor Spoek Mathambos “township tech” blev afløst af Staff Benda Bililis rumba for kørestole på Cosmopol-scenen.
Af Maria Bierbaum Oehlenschläger
Lad os starte ved midnatstid, ikke i timer, men i stemning. Roskilde Festival beskriver den sydafrikanske rapper Spoek Mathambos musik for “et syretrip i Soweto, Johannesburg, efter midnat”. Spoek Mathambos sydafrikanske elektro-rap pumpede ikke desto mindre ud fra Cosmopol sidst på eftermiddagen lørdag.
Spoek Mathambos rap er rå og mørk, som det kontinent han kommer fra. Der ligger noget dystert og depressivt lige under de bankende rytmer i hans township tech. Men selv er han energisk, nærværende og meget indtagende.
Festen blev yderligere løftet, da den svenske sangerinde Gnucci Banana – i øvrigt Spoek Mathambos kone – kom på scenen og sang og rystede røv til publikums store fornøjelse.
Spoek Mathambo har desuden samarbejdet med den København-baserede musiker Chllngr. Efter sigende var den sikre og seje trommeslager også fra Danmark.
Spoek Mathambo afsluttede sin koncert på festivalen med at ønske “peace and so much love” til sit publikum og afslørede også her sin charmerende personligheds kontrast til de tunge beats.
Spoek Mathambo, Cosmopol, lørdag 7. juli 2012 kl. 16:00.
Upoleret fest med polioramte og gadebørn fra Kinshasa
På scenen i Cosmopol-teltet sidder fire seniorer – guitarister og bassister – i specialbyggede rullestole og en med krykker. De er blevet handicappede efter at være ramt af sygdommen polio i deres barndom i Den demokratiske Republik Congo.
De unge mennesker på scenen er tidligere gadebørn, som nu står på Staff Benda Bililis brede skuldre. Den unge energibombe spillede på et specialbygget elektronisk et-strenget instrument. Han rappede også i de call- and response-sekvenser, hvor bandet virkelig topper.
Publikum havde taget deres bredeste smil på, så lidt knas med teknikken og vokal usikkerhed, blev ikke noteret af et ekstremt feststemt publikum. Sikkerhedsvagterne havde travlt med at genne folk ned fra skuldre og sende vand i litervis ned gennem teltet. For ingen kunne stå stille, og heller ikke kørestolsbrugerne på scenen lod sig hindre af handicap og alder.
Publikum sendte Staff Benda Bilili fra scenen med at råbe “WE LOVE YOU!” Og det gør vi da også. Der er nemlig noget elskeligt Buena Vista Social Club over Staff Benda Bilili, men Benda Bilili er mere afrikanske; upolerede og uhøjtidelige. På godt og ondt.
Staff Benda Bilili, Cosmopol lørdag 7. juli kl. 20:15.