Statsligt udvalg vil liberalisere velgørende gadehvervning

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Ni velgørende organisationer har lov til at kontakte folk på gaden, men står det til et ekspertudvalg under Justitsministeriet skal kredsen udvides betragteligt. I dag må “facerne” kun hverve medlemmer, men i en ny betænkning foreslår udvalget, at de også skal kunne indsamle penge.

Det vil åbne døren for organisationer, der ikke har medlemmer, men udelukkende er baseret på donationer – eksempelvis AIDS-Fondet, Plan og BØRNEfonden, skriver Berlingske online onsdag.

“Deres aktiviteter ligner på mange punkter de andres, så vi mener, at de skal ligestilles med de foreninger, der i dag har mulighed for at benytte sig af gadehvervning”, siger advokat Sys Rovsing, der er formand for Udvalget om revision af reglerne om offentlige indsamlinger, til Berlingske.

Sys Rovsing, afviser, at der kommer lovløse tilstande på området. Tværtimod, understreger hun.

“Det er faktisk et forsøg på at stramme reglerne. Vi foreslår, at hvervningen om-fattes af indsam-lingsloven, så facerne tvinges til at overholde etiske retningslinjer”.

“I dag foregår det på frivillig basis, og der er ingen myndighedskontrol med metoderne”, siger Sys Rovsing.

Udvalget foreslår også, at der nedsættes et indsamlingsetisk nævn, som skal overvåge tilstandene inden for branchen.

“Det er nævnet, som skal udstikke de konkrete retningslinjer og eksempelvis sikre, at der indgås aftaler med handelsstandsforeninger om, hvor og hvornår facerne må arbejde”, forklarer Sys Rovsing.

Ifølge Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation, ISOBRO, får organisationer med facere 50 procent af deres nye medlemmer fra gadehvervning.

Siden 2007 har det med enkelte undtagelser været forbudt at indsamle penge på gaden. Derfor må foreningerne udelukkende hverve medlemmer.

Amnesty Danmark, Anima, CARE Danmark, Dansk Flygtningehjælp, Folkekirkens Nødhjælp, Greenpeace, IBIS, Mellemfolkeligt Samvirke og UNICEF benytter sig i dag af de såkaldte facere, der henvender sig til folk på gaden for at tilbyde medlemskab.

Facerne skal bl.a. altid bære tydelig ID, respektere et afslag, afholde sig fra at manipulere samt udelukkende hverve medlemmer på offentlige områder.

Justitsminister Morten Bødskov (S) forventer at samle udvalgets anbefalinger i et lovforslag, der fremsættes i næste folketingssamling.