Venstremanden Søren Pind blev kendt i offentligheden som udviklingsminister, men havde lav standing i det danske u-landsmiljø. Hans efterfølger, den radikale Christian Friis Bach, er stort set ukendt i offentligheden, men har høj standing hos rigtig mange i u-landsmiljøet.
Det er den paradoksale konklusion, man kan drage af en ny menings-måling, som tester danskernes viden om partifarven på SSFR-regeringens 23 ministre.
I målingen fra TNS Gallup, der er foretaget for Berlingske Nyheds-bureau, havner Friis Bach som den absolutte bundskraber, når det kommer til danskernes viden om ministrenes partimæssige tilhørsforhold, skriver Berlingske torsdag.
Kun 26 procent af de 1.164 personer, der blev adspurgt 6.-13. juni, kender hans partifarve og ved, at han er radikal. Næstlavest ligger handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr, som blot 29 procent ved kommer fra SF.
“Det er selvfølgelig ærgerligt, at ikke alle ved, jeg er radikal, men jeg håber, jeg er en holdspiller og jeg håber, at jeg kan samarbejde godt med alle partier”, siger Christian Friis Bach til Berlingske.
Han mener, at han har været god til at få flere af sine projekter spredt ud i det danske medielandskab og noterer sig også, at flere af historierne er endt på avisernes forsider.
Det begrænsede kendskab til udviklingsministeren siger dog også noget om danskernes interesse for området, mener han selv.
“Det afspejler selvfølgelig også, at det nogle gange er de nære problem-stillinger, der bekymrer og optager danskerne mest….men jeg håber, at vi på sigt kan få sat udviklingsproblemerne og udfordringerne, men også mulighederne, højere op på den politiske dagsorden”, anfører han overfor Berlingske.
Engell: Skift ham ud
Ekstra Bladets borgerligt orienterede politiske kommentator, den tidl. konservative partileder Hans Engell, langer samtidig søndag kraftigt ud efter en række “usynlige” ministre, som han mener bør skiftes ud, hvis regeringen ønsker at stå styrket.
En af dem er Friis Bach. Engell kalder Friis Bach en “misforståelse” på posten som minister for udviklingsbistand:
“Når han ikke lige bruger tid på at fordele imaginære milliarder sammen med Enhedslistens ordfører, som ingen af dem har, er alt fra ham rent embedsmandssnak”, skriver han.
Denne ministerpost “burde jo for de radikale være en forpost for radikale værdier, men er endt i ingenting. Hvis (Margrethe) Vestager overhovedet vil skifte ud – og hun er nok den af de tre partiledere, der vil være mest utilbøjelig til det – er her et bytteobjekt”, mener Hans Engell.
Friis Bach har bl.a. kunnet profilere sig på Danidas 50 års jubilæum, som blev markeret vidt og bredt i foråret, og har som den første minister på posten holdt spørgemøder om bistandsspørgsmål i forretningscentre m.v.