Luthersk Brødremission i Mali/Mission Fraternelle Lutherienne au Mali (MFLM), som er et nyt fælles missionsselskab stiftet af Mission Afrika og Den Lutherske Brødrekirke i Cameroun, er nu formelt godkendt i Mali som trosbaseret organisation.
Godkendelsen er udstedt af myndighederne i det helt overvejende muslimske land i Vestafrikas Sahel-bælte.
Det er første gang, at et dansk missionsselskab på denne måde indgår i et ligeværdigt partnerskab med en afrikansk kirke omkring etablering af en missionsorganisation med arbejdsområde i et tredje land, skriver Mission Afrika (tidl. Sudanmissionen) i en pressemeddelelse fredag.
Godkendelsen er et vigtigt skridt på vejen for MFLM, som nu har bedre muligheder for at drive mission i Mali både i form af støtte til de små maliske menigheder og gennem udviklingsprojekter, som skal forbedre levevilkårene for befolkningen i landet.
MFLM holdt sin stiftende generalforsamling i september 2011 og bygger videre på et succesfuldt samarbejde om udsendelse af missionærfamilier fra Cameroun til Mali kendt under navnet ”Fra Afrika til Afrika – med kærlighed i kufferten”.
Urolighederne ved statskuppet i foråret har forsinket den formelle godkendelsesproces meget.
Det var derfor en meget glad Pierre Moulna, koordinator for MFLM i Mali, som med indledningen: ”Endelig! Endelig! Endelig!” kunne dele den gode nyhed om godkendelsen med MFLM’s partnere i Cameroun og Danmark.
Nyskabelse i danske missionsorganisationers arbejde
Generalsekretær i Mission Afrika, Kristian R. Skovmose, deler Pierre Moulnas begejstring og fortæller:
”Med den formelle godkendelse på plads er døren åben for en fortsat og øget holistisk indsats i Mali. Etableringen af MFLM viser en ny vej, hvor mission ikke længere kun går fra nord til syd, men er noget vi gør sammen med vore partnere.”
Gedekredit og læseklasser
MFLM’s missionærer har allerede spillet en vigtig rolle i uddelingen af nødhjælp til kristne flygtninge fra det urolige Nordmali.
Snart igangsættes et udviklingsprojekt med fokus på landsbyudvikling gennem gedeavl og andre projekter med fokus på landbrug og læseundervisning er på vej.
Med den formelle godkendelse på plads er vejen banet for et godt samarbejde med de maliske myndigheder om disse projekter – til gavn for befolkningen i Mali og til støtte for det lille kristne mindretal i landet.
Yderligere oplysninger hos:
Generalsekretær Kristian R. Skovmose
tlf. 86 72 50 50 og e-mail: [email protected]
Partnerkoordinator for Cameroun og Mali Thore Eklund
tlf. 24 88 13 36 og e-mail: [email protected]
Se også www.missionafrika.dk