To unge danskere vil bringe Burma ind i konfirmandstuen

Forfatter billede

To 20-årige danskere besøger kirken i Burma for at samle oplevelser og erfaringer, som de senere vil fortælle videre til danske konfirmander, skriver Danmission i en pressemeddelelse torsdag.

I de næste seks uger rejser Benjamin Sloth Jensen og Erik Støvring Preussler rundt i Burma for at lære om og af kirken i landet, hvor kun fem procent er kristne og langt hovedparten buddhister.

Benjamin og Erik, der rejser af sted 18. august til 25. september, er såkaldt Globale Iværksættere i Konfirmand Aktion, som er et samarbejde mellem missionsorganisationerne Danmission, Mission Afrika og Afrika in Touch.

Målet med rejsen til det asiatiske land er at samle viden og oplevelser, som Benjamin og Erik skal bruge, når de frem til foråret 2013 rejser rundt til danske konfirmander, minikonfirmander og andre interesserede.

I første omgang skal de to unge selv dele ud af deres oplevelser og erfaringer fra mødet med kirken og Danmissions projekter i Burma. Efter jul skal de være tolke og chauffører for unge gæstelærere fra Burma, som også er et tilbud under Konfirmand Aktion.

Om de to unge

Benjamin Sloth Jensen er fra Suldrup i Himmerland. Han blev student i 2011 og har det sidste år arbejdet som lærer på Borremose Efterskole, hvor han bl.a. har undervist i dansk, fransk, drama, matematik.

FDF fylder meget i hans liv. Foruden at være leder for tumlingerne i Sønderup FDF synger han i FDF’s landskor ”De Blå Vokaler” og spiller i regionsorkestret.

Benjamin har spillet guitar i flere bands og medvirket i musicals. Han har tidligere spillet både fodbold og håndbold, men tiden rækker ikke rigtigt til det længere. Troen på Gud er et vigtigt fundament i hans liv.

Erik Støvring Preussler er fra Holstebro og lige blevet student. Han har været KFUM-spejder i 13 år og er derudover aktiv i Nørrelandskirken i Holstebro.

Her er han kirkevært, dvs. har ansvar for en gruppe konfirmander og laver aktiviteter sammen med dem, så de føler sig hjemme i kirken og ser at unge mennesker også kan være kristne. Erik er leder i kirkens juniorklub og har været leder på lejre for både juniorkonfirmander og konfirmander.

Erik har sunget i kirkens kor i 8 år og kan også lide at spille skuespil. Han har optrådt i amatørteater forestillinger og spiller rollespil.

Man kan læse mere om Danmissions arbejde i Burma på
http://www.danmission.dk/Default.aspx?ID=215

og mere om Konfirmand Aktion på http://konf.dk

Yderligere oplysninger om Konfirmand Aktion også hos:
Birgitte Nør Jahn, tlf. 41 999 335 og e-mail: [email protected]