Skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) står fast på at afskaffe skatterabatten til de små 6.000 danskere, der arbejder i udlandet i mere end seks måneder, mange af dem i Den 3. Verden
“Det er et fornuftigt forslag (om at afskaffe skatterabatten, red.), som betyder, at danskere, der i dag hverken betaler skat i Danmark eller udlandet, kommer til at betale skat som os andre. Det gør, at vi kan få råd til at sænke skatten på løn til os alle sammen”, siger skatteministeren til DR Nyheder søndag.
Danske organisationer med u-landsvirke har kritiseret ændringen i skarpe vendinger og siger det vil fordyre udsendelsen af medarbejdere til projekter eller humanitære indsatser unødigt og uforholdsmæssigt meget.
COWI anslår, at det vil koste rådgivningsfirmaet 30-40 mio. kr. at hæve lønningerne til medarbejdere, der nu skal betale dansk skat. Det går ud over konkurrenceevnen i forhold til bl.a. Sverige, Norge og Tyskland, der har skatterabat til deres borgere, når de arbejder i udlandet, hedder det.
Firmaets admin. direktør, Lars-Peter Søbye, anslår, firmaet vil tabe 150 arbejdspladser i Danmark.
“Den enkelte medarbejder vil komme til at betale dansk skat, og vi ved godt, hvordan det vil gå: Han vil selvfølgelig tage fat i virksomheden og få en aftale om at, virksomheden kommer til at betale den skat”, uddyber Søbye.
Thor Möger Pedersen åbner en dør på klem, hvis det viser sig, at COWI får ret i bekymringerne om svækket konkurrencenevne og mistede danske arbejdspladser.
“Jeg har respekt for COWI’s bekymringer og været i dialog med dem. På den baggrund har jeg sagt, at jeg vil følge området tæt og også overveje tiltag, hvis det viser sig, at konsekvenserne er uhensigtsmæssige”, siger ministeren til DR Nyheder.
For en person, der er ansat i Danmark og udstationeret, vil de nye skatteregler ved en indtægt på f.eks. 600.000 kroner om året betyde et tab på 160.000 kr. Det viser beregninger, som det statsautoriserede revisionsselskab Deloitte har lavet.
De oprindeligt lempede skattekrav, som blev indført i 1975, skulle være en gulerod for udstationering til gavn for dansk eksport, men har også gavnet det hjemlige u-landsmiljø.
Se også telegrammet
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/19-07-12/v-og-k-vil-geninds-tte-skatterabat-til-udstationer